Kommunen begynder arbejdet med at omdanne Aabos Plads

AALBORG: 39 nye p-pladser, en ny legeplads og en ny grøn oase med borde og bænke. Det er bare nogle af de ting, du kan se frem til, når den nye Aabos Plads står klar i midtbyen.

Kommunen fortæller i en pressemeddelelse, at de inden længe går i gang med at rydde en del af den nuværende plads for at gå i gang med arbejdet.

Allerede i begyndelsen af denne uge blev mindesmærket for Aabo flyttet til Østre Anlæg for at gøre plads til arbejdet.

Der har været stor diskussion om ændringerne på pladsen, og det er derfor besluttet at bevare skaterparken og tennisbanen, som de er i dag.

Udover de 39 nye p-pladser på Aabos Plads, kommer der også 13 nye pladser i Thomas Boss Gade samt et mindre antal i Kjellerupsgade, så man i alt når op på godt 70 nye offentlige parkeringspladser i området.

- Der er de seneste år sløjfet en række p-pladser i den centrale midtby - f.eks. på Frederiks Torv og i Danmarksgade er der fjernet p-pladser. Med de nye parkeringsmuligheder på og omkring Aabos Plads, når vi netto op på cirka samme niveau som før, og det er rigtigt positivt for beboerne i området, siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen og tilføjer:

- Jeg synes, at vi er kommet frem til en rigtig god løsning for Aabos Plads. Det har været en længere proces, hvor der har været flere muligheder i spil. Og nu er vi landet på en løsning, hvor vi både får tilført godt 70 nye parkeringspladser til området, men samtidig bevarer en grøn og aktiv oase i midtbyen, til gavn for mange beboere i området.

Omdannelsen af Aabos Plads sker i to etaper. Arbejdet med de nye p-pladser går i gang nu, og kommunen forventer, de står klar ved udgangen af 2020.

De nye grønne områder med blandt andet ny legeplads og madpakkehus bliver lavet i løbet af første kvartal 2021. Det samme gælder for de nye p-pladser i Kjellerupsgade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...