
Nu går den store studiestart: Her er 5 tip til nye studerende
Tovholder hjælper dig med råd, når du skal møde dine kammerater, universitetet og byen
AALBORG: Er du en af de mange studerende, der begynder på Aalborg Universitet i dag? Og er forventningens glæde blandet med lidt usikkerhed - for hvordan kommer det til at gå; med studiet, venskaberne og byen? Så fortvivl ikke, for vi har samlet 5 tip til den gode studiestart til dig.
Og de kommer fra en, der ved, hvad han taler om; Jacob Blasius, der er studenterpolitisk ordfører i Studentersamfundet og en af tovholderne, der arbejder med planlægningen af, at de 4500 nye studerende i tryghed kan møde hinanden, universitet og byen.

1. Husk at det bliver nemmere
Når man starter på sit studie, er man måske lige flyttet til byen, og ved hverken hvor man skal købe ind eller gå til forelæsninger. Det kan virke uoverskueligt at finde den rigtige bus til universitetet, og når man så er der, skal man finde lokale 3.548B, som af en eller anden grund ikke ligger ved siden af lokale 3.548A. Det er svært, og der er ting, der virker til ikke at give mening, men du skal nok finde ud af det efterhånden.
2. Spørg løs
Alle har været nye engang. Du vil hverken være den første eller den sidste der spørger din underviser om råd eller hjælp, og du skal derfor ikke være bange for det. Dine studiekammerater prøver også at få styr på det hele – måske har de undret sig over de samme ting som dig. Snak med dem omkring dig, snak med der har været i Aalborg længe. De fleste bliver faktisk enormt glade for at blive spurgt til råds. Spørg løs!
3. Tag dig selv tiden til gå på opdagelse
Aalborg er en by med mange spændende steder. Der er hyggelige caféer, grønne område og et utal af steder, der er værd at se. Gå på opdagelse på universitetet, for måske ligger der en oase længere nede af den gang, du altid har forelæsninger på. Du ved ikke, hvilke skønne steder du kan finde, før du går lidt på opdagelse.
4. Find fællesskaber
Næsten ligegyldig hvilke interesser du har, vil du kunne finde et fællesskab af ligesindede. Måske er du den aktive type, der altid har spillet fodbold. Måske er du mere den politiske type, der hellere vil arbejde med studenterpolitik for at forbedre din uddannelse. Listen over fællesskaber er lang, så hvis du ikke ved, hvor du skal gå hen, kan du jo bare prøve ting af. Det er helt okay at prøve forskellige fællesskaber, inden du finder det rigtige.
5. Husk at studiet er vigtigt, men din sundhed er vigtigere
Du kan altid studere bedre, hårdere og længere, men det skal du ikke. Det skal også være sjovt at studere. I studietiden kommer du til at lære mange nye ting om verden, men også om dig selv. Brug din tid som studerende på at gøre ting der er sjove og inspirerende. Dyrk det sociale, læs en bog, eller tag en god middagslur en gang imellem. Løft hovedet fra bøgerne og løb en tur eller få dig en øl med dine studiekammerater. Prioriter at have det godt.