Det er en markant bygning i Gravensgade 8, der nu sker ændringer med. Foto: Katrine Schousboe
Livet her

Nu går håndværkerne i gang: Se hvad der skal ske med markant bygning

Ejendom med helt særlig historie skal laves om

06. september 2022 kl. 13:37

AALBORG: Nu er der nyt på vej i Gravensgade, for de kommende måneder kan du ikke undgå at lægge mærke til helt særlig aktivitet i og omkring bygningen, der bærer husnummeret 8.

Det er Wagner Ejendomme, der går i gang med en større renovering og ombygning, og i den forbindelse bliver stueetagen bevaret, som vi kender den i dag - med forretningerne Freja Skind og Eltved Hair.

De øvrige etager bliver omdannet til seks moderne lejligheder med størrelser og indretninger, der stemmer overens med efterspørgslen, vi oplever i markedet netop nu, lyder det fra Wagner Ejendomme på LinkedIn.

Ejendommens 1. sal har tidligere været anvendt som butikslokale, som Guld- og Sølvhuset, der dengang lå i stueetagen, havde fyldt med antikviteter.

- Hele 2. sal var indrettet med én herskabelig lejlighed, der indtil sidste år var beboet af "Fru Johansen", hvis familie ejede hele ejendommen gennem flere generationer. Inden vi overtog ejendommen, var. 3. salen indrettet med værelser, som Fru Johansen udlejede til piger, der delte køkken, bad og telefonboks, skriver Wagner Ejendomme.

Dermed er der meget historie forbundet med bygningen, som er opført i 1905, hvilket Krogh Arkitektur A/S, der har udarbejdet tegningen for ombygningen, har været særlig opmærksom på i sit arbejde. Det er således lykkedes at bevare ejendommens historiske karakter og charme udvendig - og samtidig skabe nye moderne lejligheder med karnapper og altaner.

Annonceret indhold

Nyeste