Nu kalder savsmuldet: Vildt cirkus kommer til byen
Bubber og Julie Berthelsen er med til at fejre Arena-jubilæum i Aalborg
AALBORG: I maj får du en god anledning til at finde dit indre legebarn frem og genopfriske barndommens minder om spændingen, lydende og duften af savsmuld i et godt gammeldags cirkus.
Cirkus Arena, der er Nordens største cirkus, fejrer 65 års jubilæum og har i den anledning sammensat en særlig festforestilling, som kan opleves på Fjordmarken i Aalborg fire dage i træk.
Tv-værten Bubber og sangerinden Julie Berthelsen styrer slagets gang i manegen, hvor de præsenterer alt fra jonglører til klovnerier og vilde luftnumre.
Du kan for eksempel opleve trapez-artisterne Flying Wulber, som svinger højt oppe under teltdugen og flyver i luften i hæsblæsende tempo fra trapez til trapez - endda med bind for øjnene.
Og du kan møde muskelbundterne Duo Costache som kan præstere de vildeste ting med deres tænder, når de balancerer i luften på deres perch-stang.
Der er mange andre numre på menuen, og naturligvis kommer du også til at høre Julie Berthelsen synge undervejs i forestillingen.
I alt varer showet omkring 2,5 time.
Cirkus Arena spiller i Aalborg 12.-15. maj. De tre sidste dage er der to daglige forestillinger.