
Nu kan børn i Aalborg blive IKEA-designere
Tegninger kan blive til rigtige tøjdyr i varehuset
AALBORG: Kender du et barn, der er kreativt og vild med at tegne, så kunne det være en ide at sende det en tur i IKEA.
Den svenske møbel- og kødbollegigant har nemlig sat gang i en global tegnekonkurrence, hvor børn får mulighed for at se deres kreationer blive til rigtige tøjdyr på hylderne i varehuset.
- Tegnekonkurrencen for børnene her i IKEA Aalborg er skøn at være vidne til. Vi får så mange kreative tegninger og forslag ind, og sidste år kunne vi næsten ikke vælge blandt de mange flotte bamse-ideer. Jeg er meget spændt på, hvilke farverige og fantasifulde bud, vi modtager i år, siger Peter Elmose, varehuschef hos IKEA Aalborg, i en pressemeddelelse.
Fra varehuset i Aalborg går tre tegninger videre til en finale sammen med 12 andre vindertegninger fra landets øvrige varehuse. Alle tegningerne ryger videre til den internationale konkurrence, hvor der skal findes seks globale vindere, hvis tegninger bliver til rigtige bamser, der kan købes i varehusene.
Børn kan aflevere deres bud på en fantasifuld bamse i IKEA Aalborg frem til 17. november.