Nordsjællandsk biotek-firma laver filial i Aalborg

AALBORG: Stor interesse for at blive testet for corona får nu det nordsjællandske firma Capa Biotech til at åbne en filial i Aalborg.

Firmaet driver i forvejen et privat testcenter ved Rungsted Kyst, men rykker nu også ind på Vesterbro 30 i Bravo Tours tidligere lokaler.

- Vi er netop åbnet og regner med at være i byen, indtil det ikke længere er relevant, siger Henrik Bang, der er partner i Capa Biotech.

Han er selv it-specialist, men har sundhedsfaglig kompetence i baghånden i form af sin bror og forældre, der alle er læger, og han understreger, at det er uddannet personale, der varetager selve testene og har kontakt med kunderne.

- Vi adskiller os fra andre private firmaer, ved at man skal booke tid på forhånd, sådan man ikke risikerer at skulle stå og vente i lang tid, fortæller han.

Katrine Schousboe
Lukas Stephanell og de øvrige hos Capa Biotech tester alle ugens dage. Privatfoto

Det koster 299 kroner at få antigentesten, hvor man tager prøvemateriale fra næsen. Du får svar inden for en halv time pr. e-mail, hvis du er smittet, får du yderligere information om, hvordan du skal forholde dig.

- I Rungsted har vi en blanding af erhvervsaftaler med firmaer, der får testet deres ansatte og private kunder, og sådan regner jeg også med, at det bliver her, lyder det.

Ifølge firmaets bookningssystem kan du booke tid til test alle dage her i december - dog undtaget juleaftensdag.

Capa Biotech skriver på deres hjemmeside, at de samarbejder med sundhedsmyndighederne og indrapporterer alle positive testresultater til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...