SOS International laver nyt tilbud i Aalborg

AALBORG: Fra og med i morgen, onsdag, kan du blive coronatestet og få dit svar på bare 15 minutter. Hvis du vel at mærke er villig til at smide 375 kroner for det.

Det er SOS International, der åbner en ny testklinik ved Aalborg Lufthavn for at give borgere og erhvervsliv mulighed for at få et hurtigt og præcist svar, skriver forsikringsorganisationen i en pressemeddelelse.

Lufthavnsdirektør Søren Svendsen ser testcenteret som en mulighed for at understøtte erhvervslivet i en tid, hvor pandemien giver udfordringer:

- Vi vil gerne hjælpe med at holde samfundet og erhvervslivet i gang. Det kan være en stor udfordring for virksomheder at undvære medarbejdere, der skal holde sig hjemme, mens de venter på at blive testet og få svar, siger Søren Svendsen.

Testen, man kan købe adgang til i testcentret, udføres af medicinsk personale fra SOS International, der også har udvalgt og indkøbt testudstyret. Der er tale om en såkaldt antigentest, der foregår via podning i næsen. Testen kræver ikke laboratoriearbejde, hvilket betyder, at der er svar på, om testpersonen har covid-19 allerede efter 15 minutter.

- Vi har lagt et stort arbejde i at finde den helt rigtige producent af antigentest. Det er vigtigt for os, at kvaliteten er høj, og at testen er præcis. Samtidig har vi lagt vægt på, at denne test er produceret i Europa og er CE-mærket, siger Karin Tranberg, der er divisionsdirektør i SOS International.

Testcenteret, der ligger på det yderste parkeringsareal ved Aalborg Lufthavn, åbner i morgen, onsdag 7. oktober. Man kan booke tid på www.sos.eu

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...