I anledning af 75-året for redning af KZ-lejrfanger bliver bybus i Aalborg klædt i hvidt

AALBORG: Fra i morgen, mandag 20. april, og de næste fire uger frem kan du hoppe på en rullende historietime med linje 2.

Her i april er det nemlig 75 år siden, at op mod 20.000 fanger blev reddet ud af KZ-lejre i Nazityskland.

Det hele kulminerede på Hitlers fødselsdag, som netop er 20. april, hvor knap 4300 blev hentet hjem fra Neuengamme i hvide busser fra Svensk Røde Kors, fiskeeksportbiler, kølebiler med døre, der knap kunne lukke og bybusser med generatorer. Med andre ord, smed helt almindelige danskere, hvad de havde i hænderne, for at bringe deres landsmænd hjem.

For at markere indsatsen og minde os om begivenheden omdanner Røde Kors fra og med i morgen en helt almindelig bybus på linje 2 til en hvid bus, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Turen bliver en rullende oplevelse, hvor du kan se historien på skærme og skilte og lytte til en helt nye podcast i fem afsnit, der med cirka 20 minutter pr. afsnit passer meget godt med en tur til eller fra arbejde eller universitetet.

Busserne kører de næste fire uger, og det er målet at få os til at reflektere over, om vi giver plads nok til medmenneskeligheden i vores egen hverdag, lyder det fra Røde Kors.

Udover de hvide bybusser i bybilledet markerer man også 75-året med et undervisningsmateriale til folkeskolens ældste elever, så vi ikke glemmer hverken historien eller medmenneskeligheden i hverdagen.

Også i Odense og København kommer der til at køre hvide busser rundt.

Du kan se mere på sitet dehvidebusser.dk eller ved at trykke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...