Byt din brugte bog til en ny i den lille ø-kiosk

AALBORG: Den er sin helt egen lille verden. Helt tæt på Aalborg og alligevel så fjernt fra. Som solen skinner fra en forårshimmel, er Egholm smukkest og inviterer til en rask gåtur.

Og fremover kan det være en ide at tage en bog med, når du skal ud at gå. Øen har nemlig netop fået et mini-bibliotek af den slags, hvor du kan bytte dig frem til nye bogstaver til bogreolen.

- Vi synes, det kunne være sjovt at lave og så se, hvad det bliver til, siger Sigrid Ringström, der sammen med sin mand, Johan, driver Ø Kiosk Egholm.

I selvbetjeningskiosken, som ligger i forbindelse med parrets private bolig, kan man købe is, kaffe, te og saft - foruden et udvalg af varer fra andre danske småøer. Og nu altså også bytte bøger.

- Ideen er, at man afleverer en bog og tager en ny. Det er tillidsbaseret, ligesom hele kiosken er, fortæller hun og tilføjer, at mini-biblioteket også er lavet for øens egne beboere.

- Det er ikke alle her, der er online-typer, og så er det jo også en måde at komme hinanden lidt ved på, forklarer hun.

Udvalget i de hvidmalede ølkasser er måske ikke stort, men til gengæld ændrer det sig hele tiden, så der altid er noget at gå på opdagelse i.

- Jeg kan allerede se, at der bliver skiftet ud i dem, så det er, som det skal være, siger Sigrid Ringström.

Katrine Schousboe
Den lille ø-kiosk er et hobbyprojekt for Johan Ringström og hustruen Sigrid - måske bliver det en dag til mere. Foto: Torben Hansen

Drømmen om en webshop

Kiosken er et ægte familieprojekt for parret og deres børn. I et par år har de haft en vejbod, hvor de har solgt saft og is til de mange gæster på øen, men i efteråret sidste år blev boden til en regulær kiosk bygget i genbrugsmaterialer doneret af beboere på øen.

- Samtidig er det god mulighed for, at børnene kan hjælpe til - særligt vores teenager har fået et lille job på den måde, siger Sigrid Ringström med smil i stemmen.

På den ene side af den lille sortmalede træ-bygning kigger en af Jonny Heftys listige ræve ud på verden. Og inde er varerne linet op, så man selv kan lave en kop to go-kaffe eller købe en is.

Udbuddet bliver hele tiden udvidet med lidt nyt - æblesirup fra Fejø, body scrubs og sæber fra Baagø, is fra Skarø foruden merchandise til fordel for kampen mod en Egholm-motorvej.

De første måneder med kiosken har været en stor succes. Der kommer mange kunder forbi - særligt på de solrige dage - og parret har ikke haft dårlige oplevelser med at lade kunderne klare sig selv.

- Her tror vi på hinanden, og vi har endnu ikke haft grund til at gøre det på anden måde, forklarer hun.

Kioskeventyret er blot et hobbyprojekt for familien, men så godt, at Sigrid Ringström drømmer om, at den en dag får en virtuel søster.

- Der sker så mange gode ting herovre i disse år, og der er nye ting på vej. Vi håber, at vi på et tidspunkt kan lave en webshop, der samler nogle af de fantastiske produkter, der bliver lavet på de danske småøer som Egholm, siger hun.

Katrine Schousboe
Skulle det være en is fra Skarø, æblesirup fra Fejø eller en bog fra Egholm - selvbetjeningskiosken er blevet en stor succes. Foto: Torben Hansen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...