Det er en sikker forårsbebuder når de små både kommer på fjorden

AALBORG: En solid forårsbebuder er, når der er aktivitet på fjorden. Og lige netop i denne weekend bliver sæsonen for GoBoats skudt i gang. Påskeudflugten kan sagtens foregå på fjorden og med den rette påklædning og vejrgudernes velvilje kan det være et super alternativ til påskefrokosten. Vi må alligevel ikke samles indendørs, endnu, så en sandwich og en kaffe to go er du godt på vej til lidt maritimt påskehygge.

GoBoat valgte at skyde sæsonen i gang med at tilbyde gratis sejlture og det faldt i aalborgensernes smag, for efter få dage kunne de melde alt udsolgt.

Man kan medbringe egne mad og drikkevarer, så der er rig mulighed for at nyde en påskefrokost ude på fjorden og samtidig opleve Utzon Center, Musikkens Hus og andre kulturelle bygninger og seværdigheder undervejs. En sejltur med GoBoat er en aktivitet for hele familien - unge såvel som ældre - som ønsker at komme ud i det fri.

- Vi trænger nok alle til at komme ud i det fri og opleve nogle andre omgivelser, end dem vi har været vant til i denne corona-tid. Især nu hvor de lunere temperaturer nærmer sig, kan vi slet ikke vente med at skabe unikke rammer for vores gæster i Aalborg, siger Lars Bo Willumsen, indehaver af GoBoat Aalborg.

Med åbningen følger en række restriktioner, der er afgørende for en sikker oplevelse for både gæster og medarbejdere. På baggrund af myndighedernes seneste udmeldinger om at hæve forsamlingsforbuddet udendørs, er det igen tilladt at sejle med op til otte personer i hver båd. Derudover vil alle tiltag, som også var gældende sidste år, fortsat udføres. Her er der tale om udendørs check-in, afstand mellem grupper og afspritning af bådenes berøringsflader mellem hver gruppe. Fordi GoBoat er en udendørs oplevelse, er smittefaren lav, i og med gæsterne sidder i hver deres båd spredt over hele fjorden. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Reglerne for at kunne sejle med GoBoat er:

•Man skal følge instrukserne ved check-ind og -ud. Det sikrer, at de små grupper af gæster holder behørig afstand

•GoBoat anbefaler, at bookinger foretages online

•GoBoat afspritter alle både før brug - gæsterne bedes spritte hænder inden udsejling

Så selvom den traditionelle påskefrokost med hele familien ikke kan blive en realitet i år, har man stadig mulighed for at nyde samværet med sine nærmeste og få én på opleveren på Limfjorden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...