Selskabet genoptager snart flyvninger fra Aalborg Lufthavn

AALBORG: Selvom vi fortsat bliver frarådet at tage ud i verden, så genoptager KLM nu ruten mellem Aalborg og Amsterdam.

Fra på mandag, 15. juni, kan du en gang på alle ugens dage flyve mellem de to byer, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Selskabet har under hele coronakrisen haft fly til og fra København og Billund, og med tilføjelsen af Aalborg er rutenetværket i Danmark nu komplet igen.

- Vi er meget tilfredse med igen at kunne tilføje Aalborg til vores rutenetværk og byde passagerer fra Jylland velkommen tilbage. Som det ser ud nu, tilbyder vi 20 ugentlige afgange fra tre gateways til de danskere, der har brug for at rejse. Og i takt med, at verden gradvist åbner mere op, og rejser bliver en mulighed igen, er vi klar til yderligere at udvide vores rejseudbud med flere afgange og større fly, siger Anita Wagner Feddersen, der er salgsdirektør for Air France KLM i Danmark og Island.

I Aalborg Lufthavn er der glæde over, at selskabet genoptager flyvningerne og igen skaber direkte forbindelse til Europa og resten af verden.

- For hele luftfartsbranchen har det været en svær tid, men nu kan vi tilbyde rejsemuligheder til dem, der har brug for at flyve. Det er vigtigt, ikke kun for virksomhederne omkring Aalborg, men også for hele samfundsfællesskabet. Langsomt og på sikker vis bevæger vi os tilbage til flere daglige afgange, som vi er vant til, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

KLM skruer gradvist op for deres rutenetværk. Her i juni forventer man at komme på 45 destinationer og i juli 73 destinationer.

For ruterne gælder, at det er obligatorisk at bære masker og ved boarding. Du er selv ansvarlig for at anskaffe din egen ansigtsmaske.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...