Fra denne sommer kan du flyve til den græske ø fra Aalborg

AALBORG: På en januardag med langt til både lønningsdag og næste ferie kan man godt sidde og drømme sig lidt væk.

Og er du i gang med at planlægge, hvor sommerens rejse skal gå hen, så får du nu endnu en mulighed. Efter ét års pause vender skildpaddernes ø, Zakynthos, nemlig tilbage som et af de rejsemål, du kan nå direkte fra Aalborg. Det er SunCharter, der hver tirsdag fra juni til september 2020 vil sende os til den græske ferieø, skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

- Zakynthos er et efterspurgt rejsemål, som i en lang årrække har været meget populært fra Aalborg Lufthavn. Det er en græsk ferieø, der byder på fantastiske ferieoplevelser på tværs af generationer, hvorfor vi år efter år har sendt mange familier afsted fra Aalborg. Det er derfor glædeligt, at vi fra sommeren 2020 har Zakynthos tilbage, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Zakynthos er den sydligst beliggende ø af De Ioniske Øer og er kendt som skildpaddernes ø, da øen er et af de største ynglesteder for den truede havskildpadde Caretta Caretta.

SunCharter har første afgang til Zakynthos fra Aalborg Lufthavn tirsdag 2. juni 2020. Afgangen bliver fløjet af Atlantic Airways.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...