Aalborg-festivalen Filmkraft går nye veje i år

AALBORG: Du kan selv bestemme, om du vil følge med fra en sofa nær dig, eller om du vil have den fulde oplevelse i Biffen.

Takket være corona er filmfestivalen Filmkraft nemlig ekstra fleksibel, når du lørdag 7. november kan gå ombord i 20 gratis kortfilm, der er produceret af unge filmtalenter i det danske filmvækstlag.

– Med Filmkraft vil vi fejre talenterne fra vækstlaget og vise deres film frem. De er på vej til at blive den næste generation af filmskabere. At gå dén vej kan kræve både blod, sved og tårer. Men helt sikkert kræver det, at filmtalenterne bliver ved med at hænge i, og at de også er heldige at finde nogle penge til at lave deres film. Og med Filmkrafts præmier bliver nogle af vinderne jo hjulpet et stykke på vej med produktionsstøtte til den næste film, siger Stine Viuf, der er festivalleder for Filmkraft, i en pressemeddelelse.

Under Filmkraft dyster filmene og deres skabere i klassiske kategorier som Bedste Skuespiller, Bedste Manuskript og selvfølgelig også Bedste Kortfilm. En ny kategori i år er i øvrigt musikvideoer, som har egen fagjury.

Ser man med på dagen, kan man også stemme på sin favorit til årets Publikumspris.

Du kan se filmene på filmkraft.dk fra klokken 10.30 lørdag 7. november, og vil du stemme skal det være før klokken 17. Her afslører en fagjury nemlig modtagerne af dagens priser.

Synes du, at film bør ses i biografen, så er det også muligt at deltage i festivalen i Biffen i Nordkraft. Det er ganske gratis, men kræver, at du forhåndsbooker en billet på festivalens hjemmeside, for der er plads til et begrænset antal deltagere. Husk at tage mundbind med.

Hvis du ikke har mulighed for at se med på hverken net eller i Biffen på selve dagen, kan filmene også ses på filmkraft.dk i hele ugen efter festivalen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...