Populært koncept på Kunsten har vokseværk

AALBORG: Du forbinder måske Kunstens populære summer lounge-koncept med sol og kolde drikke. Men snart kan du også koble onsdagsarrangementerne sammen med sweatre og sne.

Kunsten udvider nemlig konceptet med de velbesøgte onsdage eftermiddag og forlænger årets Summer Lounge med fem onsdage i september. Herefter glider konceptet over i en året-rundt-begivenhed som hedder Kunsten Lounge og afholdes den første onsdag i hver måned, skriver Kunsten i en pressemeddelelse.

Levende hus

Programmet vil traditionen tro favne bredt, og i løbet af efteråret vil der være talks med forfatter Madame Nielsen, standup'er Geo, tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen og rapperen Nikoline. Der vil ud over talks og musik være forskellige kunstneriske indslag med spændende samtidskunstnere.

- Jeg er glad og taknemmelig for, at vi med fondes hjælp og de mange gæsters opbakning nu kan samle folk til lounge året rundt. Kunsten er et levende, hyggeligt hus og et arkitektonisk mesterværk, hvor mange forskellige mennesker kan søge inspiration, stof til eftertanke og kulturelle oplevelser, siger Lasse Andersson, direktør på Kunsten.

Programmet offentliggøres løbende på kunsten.dk/lounge samt i nyhedsbreve og på sociale medier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...