Pantstationen på Over Bækken får feriehjælp

AALBORG: Er du en af de mange, der jævnligt holder i kø for at komme af med dine sække med tomme pantdåser og flasker, så er der godt nyt.

For den populære pantstation ved genbrugspladsen på Over Bækken får nu ferieassistance.

I erkendelse af, at pantstationen er så populær, at den hurtigt bliver fyldt, har Dansk Retursystem flyttet den mobile pantstation Drop & Go til byen, skriver de i en pressemeddelelse.

- Vi har oplevet et enormt pres på alle vores pantstationer under corona-nedlukningen, men særligt den i Aalborg har været populær og er i forvejen vores mest brugte pantstation. Derfor ville vi gerne give noget ekstra kapacitet til Nordjylland, og det kan Drop & Go hjælpe med, siger markedsdirektør i Dansk Retursystem Marlene Holmgaard Fris.

Den mobile pantstation er egentlig lavet til at stå på festivaler, men med de mange aflysninger er den ledig sommeren over. Drop & Go fungerer dog anderledes end den almindelige pantstation, da du skal hælde dine flasker og dåser ned i en sluse, hvorefter de bliver talt automatisk og panten udbetalt.

Du skal derfor ikke bruge den særlige pantsæk. Har du en med, kan du skanne den og få pengene retur.

Og det hele går lynstærkt, lover Dansk Returssytem. Drop & Gotæller op til 120 emballager i minuttet - det er tre gange så hurtigt som flaskeautomater i butikkerne.

Den mobile pantstation står ved siden af den permanente pantstation ved genbrugspladsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...