Campingområde ved Rustenborg får plads til 2000

AALBORG: Det er slut med at skulle lede efter tog eller taxa for at komme hjem, når man har været til karneval.

Fremover kan du smide dig på en luftmadras, for Aalborg Karneval lancerer nu deres helt egen Camp Karneval med plads til 2000 overnattende gæster.

Det er fodboldbanen ved Postmestervej der 24.-26. maj 2019 bliver omdannet til campingområde.

- Vi har igennem flere år fået forespørgsler på et decideret campingområde kun til karnevalister, og vi har nu fundet den rette model. Det er svært at finde plads til alle de overnattende karnevalister i midtbyen, og derfor er Camp Karneval en naturlig forlængelse af hele karnevalsoplevelsen, siger Kresten Thomsen, daglig leder i Foreningen Aalborg Karneval, i en pressemeddelelse.

I 2019 er der ekstra pres på byens hoteller i maj, da Made In Denmark har booket mange overnatninger til deres gæster, hvilket betyder at kapaciteten for overnattende karnevalsgæster er begrænset.

- Derfor passer det perfekt, at vi netop i år lancerer Camp Karneval. Ud over muligheden for overnatning, så glæder vi os selvfølgelig rigtig meget til overraske gæsterne på ”Camp Karneval” og give dem en helt unik karnevalsoplevelse, forklarer Mette Bugge, der er formand i Foreningen Aalborg Karneval.

Det koster 700 kroner at overnatte i campen - det dækker to overnatninger og et loyalitetsarmbånd. Dertil kan deltagerne købe både kolde drikkevarer til paraden lørdag morgen samt morgenmad lørdag og søndag. Alt forudbestilles på hjemmesiden og udleveres på Camp Karneval.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...