Salling har taget folien af vinduerne - her er de første billeder af årets mini-Aalborg

AALBORG: Nu er folien endelig fjernet fra vinduerne, og med knap to måneder til juleaften har en af byens traditioner igen set dagens lys; Salling har netop præsenteret årets udgave af sit Lego-vindue.

Tina Larsen
Det er femte gang, Salling har lavet Lego-byen, du kan se den i vinduerne, der vender ud mod Nytorv. Foto: Torben Hansen

Omkring 200.000 klodser er brugt på at skabe en helt særlig version af Aalborg i miniature. Og de er der alle - de kendte bygninger og vartegn. Blandt andet Jens Bangs Stenhus, Musikkens Hus, Limfjordsbroen og Budolfi Kirke, der i øvrigt var den allerførste bygning, der blev skabt - og af 15.000 Lego-klodser.

Byen har vokset sig større og større hvert år siden 2015, hvor den afløste en årelang tradition med mekaniske nisser i stormagasinets vinduesudstilling - men for første gang er der ikke nye bygninger i år.

- Vores nyhed denne gang er, at vi har fået lavet et helt særligt podie med millimeters præcision til udstillingen, så der er forskellige niveauer, siger Mette Kringel, der er chefdekoratør i Salling.

- Og der er lavet et anderledes set-up, så tingene står anderledes end tidligere.

Tina Larsen
Byens markante bygninger og vartegn er bygget af op mod 200.000 Lego-klodser. Foto: Lasse Sand

Hun er ikke i tvivl om, hvorfor både store og små står med næsen mod ruden eller trykker på knapperne, hvor man selv kan sætte gang i for eksempel pariserhjul eller tog.

- Det er blevet en tradition for mange. Man kan hele tiden fordybe sig i nye detaljer, og vinduet er hyggeligt, siger Mette Kringel om udstillingen, hvor lyset også skifter automatisk mellem tusmørke og dagslys.

- Og så har de fleste bare et helt særligt forhold til Lego-klodser. Vi har nok alle bygget noget på et eller andet tidspunkt. Vi oplever, at både børn og voksne er fascineret af et helt univers bygget af klodser.

Tina Larsen
Du finder hele tiden nye detaljer, når du står og kigger på julebyen. Foto: Torben Hansen

De mange klodser har været igennem hænderne på fire medlemmer af Byggepladsen, der er en forening af Lego-entusiaster, og de har brugt flere hundrede timer på at gøre byen klar.

- Vi mødes første gang i januar, hvor vi evaluerer den seneste udstilling og begynder at planlægge den kommende, siger Mette Kringel.

- Jeg er sikker på, at udstillingen er kommet for at blive. Og det kan sagtens være med nye bygninger næste år, eksempelvis sker der jo meget på både havnefronten og området omkring Spritten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...