Urban Food & Drink åbner på hotellet i dag

AALBORG: Det er hjemmelavet. Primært af nordjyske råvarer. Enkle retter og lækkert anrettet. I hvert fald når de selv skal sige det.

Efter et par års forberedelse og planlægning kan du fra i dag, mandag 19. august, spise middag hos Scandic Aalborg City.

- Vi er det første Scandic hotel, der gør det på den her måde, men hvem ved, måske kan vi inspirere andre i kæden, siger hoteldirektør Finn Rosenqvist.

Hotellet ved siden af Aalborg Kongres & Kultur Center er bygget uden en egentlig restaurant, men nu forsøger de altså sig alligevel med mad. I lobbyen er der blevet indrettet et spisehjørne kaldet Urban Food & Drink. Det er ikke at forveksle med en restaurant, hvor tjenere serverer og servicerer, men derimod en mulighed for at få et måltid mad enten i et nyt spisehjørne eller på værelset.

- Vi har fundet nogle kvadratmetre i lobbyen i et kuffertrum, som er blevet indrettet til det her. Vi regner med, at det giver lidt ekstra liv i lobbyen og på hotellet, og så er det bare et godt tilbud til vores gæster, siger han.

Konceptet er primært tiltænkt stedets mange forretningsgæster, men alle kan benytte sig af det. På ugens første fire dage kan man derfor vælge mellem ti forskellige retter f.eks. burger, laks, svinekæber i øl, kylling i svampesauce og coq au vin. Menuen skifter fra uge til uge, og maden bliver lavet i hotellets lille grundkøkken og færdigtilberedt, når man bestiller. Den sidste del foregår i øvrigt i receptionen.

- Vores ide er, at det skal være lækkert og hjemmelavet og til en fair pris, og så får man maden hurtigt, forklarer Finn Rosenqvist.

Det nye spisehjørne har plads til 20 gæster ad gangen, og der vil i første omgang være åbent fra kl. 17.30-21 mandag til torsdag.

- Vi lægger ud med de fire store forretningsaftener, så kan vi altid udvide konceptet. Det er sjovere at udvide end indskrænke, konstaterer han.

Katrine Schousboe
Scandic Aalborg City er bygget uden en egentlig restaurant - nu bliver det alligevel muligt at få et måltid mad. PR-foto/Jesper Rais
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...