Fra og med i dag kan du leje et sæt hjul i Aalborg

AALBORG: Hurtigt fra a til b. Altid klar. Nemt og forholdsvis billigt.

Fra og med i dag kan du hoppe med på trenden fra mange andre storbyer og leje et elektrisk løbehjul her i Aalborg.

Kommunen har nemlig lavet en aftale med firmaet VOI Technology om at sende 100 løbehjul på gaden for at gøre flere mobile og få os til at vælge andet end bilen.

Løbehjulene bliver lanceret i dag på Gabels Torv, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

I løbet af morgenen og formiddagen bliver de 100 løbehjul fordelt rundt på 30 hubs eller stationer i byen, hvor man kan både hente og aflevere køretøjerne. Fra middag tilbyder VOI at uddanne dig i, hvordan man bruger løbehjulene samt uddele hjelme og credits til brugerne.

- Vi er glade for at kunne tilbyde elektriske løbehjul i Aalborg og supplere den kollektive transport, så aalborgenserne får bedre adgang til bæredygtig mobilitet. Vi har nu fokus på at uddanne brugerne, så løbehjulene bliver brugt og parkeret ansvarligt i byen fra start, siger Eric André, General Managers Nordics ved VOI i pressemeddelelsen.

Løbehjulene kan bruges i det centrale Aalborg - inden for Østre Allé - samt det centrale Nørresundby. De er programmeret, så de ikke kan køre uden for områderne. Løbehjulene kan maksimalt køre 20 kilometer i timen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...