Nu kan du tjene en skilling på at tage pakker med i bussen
NT laver et forsøg med crowdshipping, og du kan være med
AALBORG: Tag en pakke under armen, når du skal med bussen og tjen en ekstra skilling. Sådan lyder et tilbud fra NT, der er gået med i et forsøg ved navnet Crowdship.
Forsøget skal vise, hvordan borgere og erhvervsdrivende kan hjælpe hinanden med en både lettere, grønnere og billigere måde at transportere pakker fra A til B på, skriver NT i en pressemeddelelse.
NT stiller seks pakkebokse til rådighed på store trafikknudepunkter i Nordjylland - blandt andet AAU Busterminal og Aalborg Busterminal.
- Hos NT vil vi gerne støtte forsøget. Vi tror på, at services såsom nærbokse på stationerne kan være med til at gøre hverdagen let og enkelt for vores kunder. Vi er derfor spændte på at se, hvor villige kunderne er til at medtage pakker for andre, og så er det også vores håb, at projektet på lang sigt kan være med til at nedbringe trængslen på vejene og dermed også bidrage til at reducere CO2 udslippet, siger Mette Henriksen, der er chef for kunder og Salg hos NT.
Det er Andreas Fessler, der er Ph.d. på DTU, der er initiativtager til forsøget. Han vil afdække, hvad menneskers vaner, værdier og adfærd betyder for, om de er villige til at transportere andre menneskers pakker.
- Det skal naturligvis være nemt og bekvemt at få fat i pakkerne og at komme af med dem igen. At hente og aflevere skal gerne være sammenligneligt med at checke ind og ud med rejsekortet. Den grundlæggende ide er, at passagererne vil blive kompenseret for at tage en eller flere pakker med, siger han.
Rejsende, der deltager i forsøget, får et gavekort på 50-100 kroner til 7-eleven. Du kan læse mere om forsøget på www.atkins.dk/crowdship.