Natklubben kan overtages både med eller uden koncept, fortæller ejeren. Foto: Sarah Thun
Livet her

Nu kan Gadens sidste stripklub blive din

Jomfru Ane Gade nummer 9 kan blive din - ejeren afstår hele forretningen

26. oktober 2021 kl. 16:02
Opdateret 27. oktober 2021 kl. 14:31

AALBORG: Henover facadevinduerne på natklubben Paradise Girls hænger et massivt skilt med ordene: Natklub til leje

Der er stadig lys i skiltene, og på en hurtig google-søgning lover hjemmesiden fortsat liveshows hvert 15. minut, polterabend-planlægning og åbent fem ud af ugens syv aftner.

Peder Blak ejer natklubben, og han kan fortælle, at natklubben kan overtages både med eller uden koncept. Så du kan altså overtage interiør, lager og det hele, hvis du er klar på at overtage Gadens sidste stripklub.

- Vi ønsker simpelthen ikke at drive forretningen videre, og derfor har vi valgt at leje den videre til nogle andre, fortæller ejeren om beslutningen om at afstå.

Han fortæller desuden, at der er stor interesse for lejemålet, som har en eminent placering i festgaden.

Om der fortsat bliver mulighed for udskænkning af alkohol i forbindelse med nøgendans, det er dog en smule tvivlsomt, hvis man spørger Lars Peter Frisk (V), som er en del af bevillingsnævnet i Aalborg Kommune:

- Hvis man overtager forretningen, og den ejer, der har fået bevillingen træder helt ud, så skal man søge om at få overdraget alkoholbevillingen til den nye ejer.

- Det vil sandsynligvis blive opfattet som en helt ny ansøgning, og så vil jeg tro, at det bliver et afslag, hvis der indgår strip i konceptet, fortæller han.

Sidste år vedtog bevillingsnævnet i Aalborg Kommune nemlig, at der ikke længere gives alkoholbevillinger til klubber der tilbyder nøgendans i Jomfru Ane området. Lars Peter Frisk ved dog ikke med sikkerhed, hvad afgørelsen bliver, hvis man vælger at klage.

Så måske er det helt slut med strip i Aalborg - eller i hvert fald i Jomfru Ane Gade.

Annonceret indhold

Nyeste