Ricky Thygesen,Waiteer CEO, til højre, og Gert Mark, formand Aalborg Taxa A.M.B.A, trykker hånd på aftalen.

Dantaxi og Waiteer app’en laver aftale

AALBORG: Som et resultat af et nyt samarbejde mellem Waiteer app’en og Dantaxi 4x48, kan aalborgenserne nu få high-end takeaway fra en række af byens bedste restauranter leveret direkte til døren med taxi. Bestilling og betaling sker igennem app’en, og prisen for levering starter ved 50 kr.

Levering til døren med high-end takeaway er en af mulighederne med Waiteer app’en. At Waiteer har valgt Dantaxi 4x48 til denne opgave er der, iflg. Waiteer’s direktør Ricky Thygesen, flere grunde til:

- Jeg ser en synergi imellem Waiteers fokus på high-end takeaway og high-end levering. Dantaxi 4x48 kører hele dagen, og et af vores fokusområder, udover privatmarkedet, er erhverv og specifikt frokost. Det lokale taxiselskab er derfor vores forlængede arm til at få leveret high-end mad til frokostmødet eller som alternativ til madpakken. Waiteer vil nemlig gerne være det gode alternativ. De restauranter, der står på vores app, går op i at lave ordentlig mad af gode råvarer. Samtidig betyder det noget for dem, at der følger en god service med.

Direktør i Dantaxi 4x48 Aalborg John Vanggaard forklarer om baggrunden for, at det store taxiselskab har indgået aftalen med Waiteer:

- Samarbejdet med Waiteer ser vi som en oplagt mulighed for at udvide vores forretningsområde. Vores taxier er i forvejen tilgængelige over hele byen, og vi kan, med denne aftale, udnytte vores kapacitet endnu bedre. Det er vist ingen hemmelighed, at taxierhvervet i disse år er i forandring. Vi skal kunne tilpasse os nye områder og indgå i nye sammenhænge.

At Dantaxi 4x48 bevæger sig ind på et nyt marked betyder ikke, at ventetiderne på taxier i Aalborg går i vejret, eller at kunderne skal vænne sig til madlugt i taxien.

- Det kan jeg allerede nu afvise 100 %. Udbringningen sker, i de fleste tilfælde, udenfor vores normale spidsbelastningsperioder, og maden transporteres i helt tætte flamingokasser. At en taxi i løbet af dagen kører ture for Waiteer, er ikke noget vores øvrige kunder kommer til at mærke det mindste til, påpeger direktøren.

Foreløbig kan Waiteer bruges i Aalborg. Kunden finder restauranterne på app’en, der sorterer dem efter lokation. Der vælges fra restaurantens menukort og betales med MobilePay. Ordren leveres til døren med taxi. Prisen for levering starter ved 50 kr. Allerede nu er en række af de bedste restauranter i Aalborg og omegn at finde i app’en.

Waiteer og Dantaxi 4x48 har planer om at udvide til flere byer i løbet af efteråret og foråret 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...