Julemarkedet åbner, manden i rødt kommer sejlende, og det store træ bliver tændt

AALBORG: De første tegn på den kommende højtid er her allerede - byens caféer er pyntet med lys, julevarerne har fundet vej til butikkerne, og duften af brændte mandler breder sig.

Og med lidt mere end en måned til juleaften kommer julen nu for alvor til Aalborg. Der sker en masse, og her får du et overblik:

Her fredag formiddag er det store juletræ fra vores norske venskabsby Fredrikstad ankommet til Nytorv, og klokken 12 åbner julemarkedet, hvor du denne gang finder hytterne på både Gammeltorv og Nytorv.

Klokken 17 bliver julelysene over veje og gågader tændt - drillenissen Hilmer Halmkvist og spillenissen Von Grangren underholder foran Jyske Bank fra kl. 16.45 – kig forbi og hjælp os med at tælle ned, lyder opfordringen fra Aalborg City.

Tina Larsen
Julemarkedet åbner i dag, fredag, klokken 12, og du kan besøge hytterne til og med 23. december. Arkivfoto: Torben Hansen

Og i morgen, lørdag, fortsætter festlighederne, når julemanden kommer sejlende. Du kan tage imod ham på Honnørkajen klokken 11 og efter forskellige indslag i bybilledet i løbet af eftermiddagen, bliver juletræet tændt på Nytorv klokken 15.30.

Du kan se programmet for lørdagen under billedet.

Tina Larsen
Det er efterhånden en tradition, at julemanden kommer sejlende til Aalborg. Arkivfoto: Martin Damgård

Kl. 10.45: Aalborg Gardens Nisseorkester underholder.

Kl. 11.00: Julemandens skib lægger til ved Honnørkajen. Julemanden hilser derefter på alle børn.

Kl. 11.45: Borgmester Thomas Kastrup-Larsen holder velkomsttale til Julemanden.

Kl. 12:00: Julemanden og borgmesteren kører i kane igennem byens gader.

Kl. 14.30 Optog fra Gabels Torv med Aalborg Garden, Julemanden, borgmester Thomas Kastrup-Larsen og ordfører fra Fredrikstad Siri Martinsen i beredskabets gamle brandbil. Optoget ender ved Nytorv.

Kl. 15.00 Aalborg Garden spiller ved juletræet.

Kl. 15.30 Juletræet tændes. Der serveres efterfølgende gløgg og æbleskiver foran Aalborg Rådhus.

Hermed er det officielle program slut, og du kan udforske julebyen Aalborg på egen hånd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...