Mange glæder sig sikkert til at feste til Vi Elsker 90'erne, men festivalen er lidt i limbo. Arkivfoto: Lars Pauli
Det sker

Nu melder Vi Elsker 90'erne ud om sommerens koncert

Corona gør det svært at forudse, om man kan gennemføre fester

21. januar 2021 kl. 14:25

AALBORG: Med masser af restriktioner lige nu og usikkerhed omkring vacciner, kan det være svært at forudse, hvad der sker til sommer.

Den erkendelse er også Vi Elsker 90'erne kommet frem til.

Eventen, som blandt andet skal finde sted her i Aalborg i august, har derfor besluttet sig for at sætte billetsalget til årets popbrag på standby. Det sker for at sikre dem, der allerede har købt billet, skriver de i en pressemeddelelse.

- Vi er så heldige, at 90 procent af gæsterne, der havde købt billet til 2020, valgte at beholde deres billet og overføre den til 2021. Men vi kender ikke omfanget af restriktionerne til maj, når den første koncert skal afholdes i Rødovre. Skal den aflyses? Må vi være færre mennesker, end vi allerede har solgt billetter til? Vi ved det simpelthen ikke, og derfor sætter vi salg af yderligere billetter på standby, så vi ikke risikerer at sælge til kære gæster, der måske ikke får lov at deltage, siger koncertarrangør Riffi Haddaoui.

Salget af billetter er foreløbig stoppet frem til 27. februar med håb om, at man på det tidspunkt er klogere på restriktionerne vedrørende årets festivaler. Den selvsamme dato er i øvrigt udråbt til officiel 90'erdag. Her kan du nemlig få det fulde line up – 25 artister – til jubilæumsbragene i alle seks byer.

Vi Elsker 90'erne skal efter planen finde sted i Aalborg 21. august.

Annonceret indhold

Nyeste