Nu skal der eksperimenteres med trafikken på Vesterbro
Det skal medvirke til bedre fremkommelighed på den travle trafikåre
AALBORG: Kun en tåbe frygter ikke myldretidstrafikken på Vesterbro, men nye erfaringer fra det vejarbejde, der snart er afsluttet med bl.a. at udskifte broen over jernbanen på Vesterbro, har givet kommunen nyttige og overraskende erfaringer.
På trods af kun to spor i et område ved vejarbejdet og lukning af kryds ved Prinsensgade og Hasserisgade, så har trafikafviklingen flydt på en måde, der har overrasket i positivt retning.
- Vi snakker også fremkommelighed, og vi har jo erfaret, at det faktisk ikke har været så tosset. Der har været fornuftig fremkommelighed på Vesterbro, selvom der har været vejbaner spærret, og det har været presset sammen, så er det faktisk gået rigtig fint, siger by- og landskabsrådmand, Jan Nymark Thaysen (V).
Han har sammen med resten af by- og landskabet diskuteret de positive erfaringer, der der danner grundlag for, at man nu vil eksperimentere med trafikken på Vesterbro.
- Vi er blevet enige om, at nu tester vi lige nogle forskellige løsninger, så i stedet for bare at lukke det hele op i et hug, så prøver vi os lige lidt frem, og så ser vi hvordan trafikken agerer. Det er for at blive klogere på, hvordan vi kan regulere det, siger Jan Nymark Thaysen