Højt smittetryk presser børnehaver i Aalborg Kommune. Nu smider de en opgave videre til forældrene

AALBORG: En løbende næse hører sammen med flyverdragtsæsonen hos et børnehavebarn. Det kender alle forældre til.

Men tirsdag måtte mange forældre til børnehavebørn i Aalborg Kommune spærre øjnene op en ekstra gang, da de modtog en helt usædvanlig besked på intranettet Aula.

- Hver uge skal du indberette dit barns pasningsbehov for den kommende uge.

Beskeden betyder, at forældre hver eneste onsdag har lidt over et døgn til at tilmelde deres børn pasning i den kommende uge med møde- og afhentningstidspunkter. Og det gælder både, hvis de kommer eller ikke kommer.

Sikkerhed eller kontrol?

Pernille Ottosen er mor til William, der netop er startet op i børnehave i Aalborg Kommune.

Hjemme hos dem læste mor og far beskeden på Aula vidt forskelligt, fortæller hun.

- Jeg er selv pædagog, og jeg forstår godt, at man forsøger at planlægge og rykke bemandingen rundt. Men min mand synes, at det var kontrollerende at skulle oplyse, hvilke tidspunkter William skulle være i børnehaven, siger hun og fortsætter:

- Vi kommer klart til at melde ind hver uge, men jeg tror da ikke, de smider ham hjem, hvis vi ikke gør det, siger hun.

Nu indrømmer kommunen

Selvom beskeden står formuleret som et krav, så er det ikke sådan, det skal læses. Det siger Børne- og Familiechef for Aalborg Kommune, Hans Christian Mariegaard.

- Det gik lidt stærkt med at få formuleret dén besked. Det er vi ikke lykkedes godt nok med. Vi vil gerne appellere til, at forældrene melder ind, så kommunen kan tilpasse personalet til der, hvor der også er et fremmøde af børn, siger han.

Nogle institutioner er presset af personale, der er smittet med corona, mens andre har børnehaver, der kun er halvt fyldt op med børn.

Derfor vil kommunen have puslespillet til at gå bedre op.

Nu tager Aalborg Kommune så konsekvensen og følger op med endnu en besked ud til forældrene.

- Det er ikke hensigten, at forældre skal holde børn hjemme, men det kan betyde at vi kommer til at lukke ydertimer i nogle institutioner. Vi kommer ikke til at afvise børn, hvis forældre ikke har meldt ind i Aula, understreger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...