Graveriet fortsætter rundt omkring i byen - nu tager kommunen hul på noget nyt

AALBORG: Er du en af de mange, der suser rundt i midtbyen i bil, så skal du til at vænne dig til en ny kørevej.

I dag går kommunen nemlig i gang med at forskønne et af byens allermest centrale strøg. Som en del af hele ombygningen af Budolfi-området er det nu blevet Vingårdsgades tur til at blive shinet op.

Allerede i dag, mandag 3. august, går kommunen i gang med arbejdet, som skal munde ud i, at Vingårdsgade får ny beplantning, bredere fortove, nyt asfalt-slidlag og et nyt stoppested, skriver kommunen på Facebook.

For bilister vil den klart største ændring dog være, at det fremover ikke er muligt at køre direkte fra Vesterbro til Boulevarden. Vil du til Boulevarden, skal du i stedet dreje fra Vingårdsgade ad Jernbanegade og ned ad Danmarksgade.

Du kan fortsat køre ad Vingårdsgade til p-kælderen ved Budolfi Plads.

Anlægsarbejdet omfatter også Bleggårdsgangen, hvor der kommer ny belægning og beplantning.

Kommunen forventer, at arbejdet med at forskønne Vingårdsgade bliver færdig i løbet af november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...