
Nu skal vi passe på: Myndigheder løfter pegefingeren
Coronasituationen spidser til flere steder i landet. I Aalborg skal vi gøre en indsats nu for at undgå samme situation, lyder det fra myndighederne på pressemøde
AALBORG: Det er nu, vi skal tænke os rigtig godt om og tage hensyn til hinanden.
Sådan lyder myndighedernes opfordring på et fælles pressemøde på Borgmesterens Forvaltning her torsdag formiddag.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, regionsrådsformand Ulla Astman og politidirektør Anne Marie Roum Svendsen var alle klar med en løftet pegefinger, og slog fast, at det er tid til handling, hvis vi skal undgå nye restriktioner og nedlukninger i Aalborg.
- Det vil få store konsekvenser for vores erhvervsliv, hvis vi skulle komme i en lignende situation, som vi ser i Odense og København, lød det fra borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
Han tilføjede, at man netop i forhold til erhvervslivet på mandag vil holde møde i erhvervsrådet for at tale om, hvordan for eksempel erhvervsdrivende kan håndtere situationen.
Flere og flere unge er smittet
En kvart millioner nordjyder er indtil nu blevet testet, kunne regionsrådsformand Ulla Astman oplyse.
Af tallene kan man se, at der nu er flere og flere unge - særligt i gruppen 20-29 år - der bliver smittet. Derfor understregede politidirektør Anne Marie Roum Svendsen også, at politiet den kommende tid vil have ekstra fokus på Jomfru Ane Gade.
- Vi så i fredags, hvordan det i løbet af ti minutter kan udvikle sig uheldigt, og som Ulla Astman sagde, er det unge mennesker, der har en stor procentdel af smitten og en adfærd, hvor man er mange sammen, går på værtshus og drikker alkohol, sagde Anne Marie Roum Svendsen og understregede, at opfordringerne om at overholde retningslinjerne i festligt lag også gælder i andre sammenhænge.
- Folk må også selv tænke over afstand og fester. Smitten sker også, når man fester og danser privat. Det gælder hele vejen rundt. Og vi har alle et ansvar for at bryde smittekæder, så vi ikke kommer til at lukke uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv ned. Det er det lange seje træk, sagde hun.
På mødet måtte borgmester Thomas Kastrup-Larsen svare på spørgsmål om sin deltagelse i åbningen af Kennedy Arkaden torsdag morgen. Her var hundredvis mødt op for at være med, og særligt på de sociale medier har eventen og datosammenfaldet med pressemødet givet anledning til undren og kritik.
- Arrangementet viser, hvad det er for udfordringer, der meget hurtigt kan opstå. I løbet af kort tid kom der mange. Det er blandt andet det, vi skal tale med erhvervslivet om, sagde han.