Baren på Eternitten er klar med åbningsfest og gratis smagsprøver - se her hvornår

AALBORG: Bardisken er stillet op, ølhanerne er på plads, og glassene til de økologiske cocktails er i venteposition; Ejer Henrik Leegaard er ved at være til klar til at invitere indenfor i Tapperiet, der snart åbner med stor reception.

- Jeg glæder mig til at vise stedet for mine kunder, siger ejer Henrik Leegaard om baren, der er delt i to.

Den første del er en bar med øl, cocktails og brætspil, og det er den, der åbner på fredag. Om tre-fire måneder åbner anden del, der er en sportsbar med pool, shuffleboard, dart og bordfodbold - og på sigt også sport i tv.

Henrik Leegaard vil skabe et samlingssted for både unge og ældre med noget for enhver smag.

- Derfor er der også et caféområde i baren, hvor man kan købe kaffe og kage, siger han, der indtil for nylig ejede Ølkælderen i Skipper Clements Gade.

At Henrik Leegaard nu i stedet åbner øl- og sportsbar skyldes et behov for nye udfordringer, og placeringen på Eternitten kalder han for perfekt.

- Der bor mange mennesker både her og i Øgadekvarteret, og her er et godt flow af kunder til dagligvarebutikkerne, siger han.

Tapperiet har omkring 50 siddepladser, og der kan være omkring 80 gæster. Adressen er Alexander Foss Gade 15, hvor Delimarché tidligere har ligget.

Åbningen på fredag, 6. marts, bliver markeret med reception, hvor det uden beregning er muligt at smage draft- og craftbeer fra klokken 14 til 18 fulgt af to timer med gratis sjusser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...