Alt går fredeligt for sig ved Salling, storcentret og de øvrige shoppingcentre

AALBORG: Efter otte ugers lukning er ventetiden endelig forbi.

Salling, Magasin, Aalborg Storcenter og de øvrige indkøbscentre har i formiddag slået dørene op og igen budt kunder indenfor.

Alle steder er det foregået fredeligt og uden problemer. Foran Sallings Algade-indgang stod ganske få klar og ventede på, at dørene langt om længe skulle gå op.

Indenfor stod medarbejdere klar til at byde velkommen.

Besøget i stormagasinerne er dog ikke helt som før, der blev lukket ned på grund af coronaen. Meldingen fra både Friis, Magasin, Salling, Aalborg Storcenter og Shoppen er, at sikkerheden er førsteprioritet. Der er en række restriktioner, du og medarbejderne skal følge, så det er sundhedsmæssigt forsvarligt igen at shoppe. Du vil blandt andet blive mødt af plexiglas ved betalingsområderne, afstandsmarkering og masser af håndsprit.

Tina Larsen og Katrine Schousboe
I Salling har medarbejderne været på kursus i at håndtere corona-situationen. Her til formiddag byder de velkommen. Privatfoto

Og hvis du er på jagt efter score den helt store udsalgsgevinst, så kommer du måske til at gå forgæves. Erhvervsministeriet opfordrer nemlig stormagasiner og -centre til at undgå deciderede kø- og slagtilbud samt andre aktiviteter, der skal skabe trængsel og kødannelse.

Stormagasiner- og centre har været lukket siden midten af marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...