Hos Nuchy's Kitchen er gode råvarer i centrum

AALBORG: Er du vild med klassikere som Pad thai og forårsruller lavet efter originale, thailandske opskrifter? Så er det her nok noget for dig. For hos madvognen Nuchy's Kitchen er retter fra det asiatiske køkken præcis, hvad du får.

Kvinden bag er 43-årige Oranuch Schack, og madvognen bærer hendes kælenavn, Nuchy.

Tina Larsen
Friske råvarer og god service er omdrejningspunktet hos Nuchy's Kitchen. Foto: Martin Damgård

- Jeg laver original thaimad, hvor jeg bruger opskrifter, som jeg kender fra det, min mor lavede, fortæller hun, der flyttede fra Thailand til Svenstrup i 2018.

Og her et år efter Oranuch Schack åbnede sin foodtruck på Hobrovej, kan hun konstatere, at retterne falder i kundernes smag.

- Jeg har mange faste kunder, og jeg er glad for dem, fortæller hun.

- Når de ringer, ved jeg næsten altid på forhånd, hvad de bestiller.

Da hun boede i Thailand, arbejdede Oranuch Schack som bogholder i en bank i 18 år.

- Men det var svært for mig at finde et job som bogholder her i Danmark, fordi man skal være meget dygtig til dansk. Så jeg begyndte hurtigt at kede mig, fortæller hun.

- Men jeg har altid været glad for at lave mad, og i Thailand bagte jeg kager og solgte dem, når jeg havde fri fra arbejde.

De rette råvarer

Dermed opstod interessen for at åbne en madvogn, og mens Oranuch Schack ventede på at få sit CVR-nummer, gik turen blandt andet forbi Mortens Kro som smørrebrødsjomfru og et arbejde på Salling Rooftop, fortæller hun.

Tina Larsen
Oranuch Schack drømmer om på sigt at åbne sin egen lille restaurant i Svenstrup-området. Foto: Martin Damgård

Og nu bruger Oranuch Schack sine kræfter på Nuchy's Kitchen.

- Det betyder blandt andet også, at jeg jævnligt kører til Aarhus for at handle, da man ikke kan købe alle ingredienser til min ægte thaimad i Aalborg, siger hun og fortsætter:

- Min drøm er at åbne min egen, lille restaurant her i området, da jeg har mange kunder fra Svenstrup og Støvring, og konkurrencen er for hård inde i Aalborg, siger hun.

Men indtil videre handler det om madvognen og de mange kunder.

- Udover god mad er det også vigtigt for mig med god service og god kontakt til kunderne. Jeg bliver altid glad, når de siger, at de godt kan lide at købe mad hos mig og min foodtruck.

Du finder Nuchy's Kitchen på Hobrovej 788 i Svenstrup, nu kan følge med i åbningstider og andet nyt på madvognens facebookside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...