Der er kommet masser af nye beboere i Aalborg Zoo i år. Se billeder her

AALBORG: Vejret er lige knap til strandture og havbade, men det er til gengæld helt perfekt til en tur i zoo. Og at du lige nu kan få besøget til halv pris, gør det vel ikke ligefrem værre.

Er du oven i købet til små dunede væsener med høj nuttethedsfaktor, ja så er der ikke længere nogen undskyldning, for Aalborg Zoo har i løbet af foråret og forsommeren fået masser af små nye beboere, du kan gå på opdagelse blandt.

Det gælder for eksempel påfuglene, der går frit rundt i haven. De har følgeskab af fire små kyllinger, mens du også kan se kyllinger hos strudsene.

Katrine Schousboe
Fra tid til anden kan du spotte den lille kænguru i morens pung. Foto: Henrik Louis

Har du lidt tålmodighed kan du også være heldig at se kænguruernes seneste tilføjelse i form af en unge, der af og til kigger ud af morens pung.

I Sydamerika-huset er dovendyrungen begyndt at kravle rundt på egen hånd. I den første tid har den siddet på maven af sin mor, men nu er den blevet stor nok til selv at vove sig ud.

Også pingvinerne har fået unger. Du kan kende dem på, at de er lidt mere dunede end de voksne, og så har de vingemærker på begge vinger, i modsætning til de voksne, som kun har på den ene vinge. Mærkerne viser om det er hanner eller hunner, så indtil ungerne er kønsbestemt har de altså mærker på begge vinger.

Katrine Schousboe
De små geder må gerne kæles med - og er du rigtig heldig, kan du måske opleve en af dem komme til verden. Foto: Henrik Louis

Bavianerne har også fået en større flok unger. I den første tid er de sorte, senere bliver pelsen brun. Så du får altså et pejlemærke ved at kigge på deres farve - jo mørkere de er, jo yngre er de.

Også hos gederne bliver der født unger for tiden. Du kan allerede se en del spæne rundt i anlægget, men flere skulle være på vej.

Endelig er der for nylig kommet en lille ny hos de røde pandaer. Men du må kigge langt efter den - i hvert fald de næste uger. Ungen holder sig nemlig i hulen de første måneder af sin levetid og først derefter kan du være altså være heldig at spotte den lille røde bamse.

Katrine Schousboe
Bavianunger er mørke, når de er små - siden bliver de brune. Foto: Henrik Louis
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...