
Nuhhhhh: Tusindvis af krammebamser er på vej til Aalborg
Fond uddeler bamser, der skal skabe tryghed hos landsdelens yngste patienter
AALBORG: Forestil dig at være en lille fyr, der bliver mødt af hvide kitler, stikkende nåle og ukendte omgivelser. Og forestil dig så, hvad der kan gøre dig tryg - en dejlig blød bamse.
Og det er netop, hvad tusindvis af børn i har udsigt til, når de bliver indlagt på Aalborg Universitetshospital.
Det kan nemlig være en skræmmende og utryg oplevelse for børn at komme på sygehuset og derfor kører en krammebamsekaravane lige nu rundt med i alt 30.000 bamser til børneafdelingerne.
På onsdag, 29. april, kommer karavanen til Aalborg og afleverer 2300 bløde dyr til Aalborg Universitetshospital.
Her bruger sundhedspersonalet bamserne til at skabe kontakt til børnene og til at forklare dem om, hvad der skal ske under behandlingen.
- Vi bruger ofte bamsen til at forberede børnene på, hvad der skal ske. Det kan for eksempel være ved at vise på bamsen først, at barnet skal stikkes, eller give den plaster på. Bamsen hjælper barnet igennem behandlingsforløbet ved at være en ven, som barnet kan fortælle, når noget er træls, og som barnet trygt kan putte sig ind til. Og når barnet kommer hjem igen, kan bamsen også være en hjælp til at tale om det, barnet har været igennem, siger sygeplejerske Birgitte Munkholm.
Det er TrygFonden, der står bag uddelingen. Den har siden 2007 uddelt bamserne og har løbende indsamlet erfaringer og viden fra læger og sygeplejersker. De viser, at en bamse i favnen hos barnet kan betyde, at barnet græder mindre og i nogle tilfælde behøver mindre beroligende medicin.