Døren til fødehulen er åbnet - derefter er det op til ungerne selv, hvornår de kommer ud

AALBORG: Ventetiden er forbi. Her onsdag har isbjørnemor Malik banket på lågen inde fra fødehulen i Aalborg Zoo.

Bankeriet er signal om, at hendes to unger er klar til at forlade det, der har været deres trygge hjem i nøjagtig tre måneder.

Det var svært at vide nøjagtig, hvornår de to små nuttede totter var parat til at bevæge sig ud i verden, men tilsyneladende var de ganske modige og hurtige på aftrækkeren.

Tidligere på dagen var kommunikationskonsulent i Aalborg Zoo, Helle Justesen, ikke sikker på, hvornår ungerne turde tage mod til sig.

- Men nu lukker vi i hvert fald lågen op, og så må vi se, fortæller kommunikationskonsulent i Aalborg Zoo, Helle Justesen.

Ved fødslen vejede ungerne hver 500 gram, og zoo har tidligere skrevet på Facebook, at de vejer mellem fem og ti kilo, når de er klar til at komme ud i anlægget.

Malik fødte tre unger natten til 5. december sidste år, og den ene døde et par døgn senere. Noget, der i øvrigt ofte sker. Hun fødte også tre unger i 2016, og dengang døde den ene også kort tid efter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...