Søren Ib Sander glæder sig til at præsentere det nye SoMe-univers for madelskere.
Mad & Drikke

Ny app: Nu bli'r det endnu nemmere at bestille takeaway

Du kan samtidig glæde dig til blogs, anmeldelser og info om spisesteder på ny portal for madelskere

23. september 2019 kl. 13:53
Opdateret kl. 14:23

AALBORG: Du kender det sikkert godt; Sulten har meldt sin ankomst, og maden skal bestilles udefra - men hvad skal man vælge?

Snart er der ny hjælp at hente, når takeaway-app'en Waiteer præsenteret en helt ny platform for madelskere på de sociale medier.

- Hos os kan man allerede bestille mad ud af huset fra caféer og restauranter, men vores nye app har et omfang, man ikke tidligere har set herhjemme. Den er skræddersyet til den enkelte, emnerne i dit feed passer til dine præferencer, som du har lavet i din brugerprofil - veganeren får ikke tilbudt mad fra en bøfrestaurant, siger administrerende direktør Søren Ib Sander.

- Det hele har udgangspunkt i, at det skal være nemmere for brugerne at navigere på vores sociale medier. Og at bestille maden.

Waiteer Coins er også en nyhed på platformen. Er man aktiv på de sociale medier, og for eksempel deler billeder af mad, kan det give point, man kan bruge til goder på app'en, siger Søren Ib Sander.

Facebook og Instagram

App'en får følgeskab af en relancering af Waiteers Facebook-side og Instagram.

- Vi lancerer en social media-platform for madelskere. Der vil være anmeldelser og blogs. Du kan få info om nye spisesteder og blive inspireret af hvad dem, du følger, oftest har bestilt, siger 27-årige Søren Ib Sander.

- Det hele er skrevet af brugerne - til brugerne.

Idéen er opstået ud fra en betragtning om, at den nuværende app trængte til fornyelse, og så fik fantasien ellers frit spil.

- Vores SoMe-univers trængte til at blive opdateret, og så har det ene forslag taget det andet. Årsagen er ret simpel, siger Søren Ib Sander.

- Vi har et godt produkt, som vi vil gøre endnu bedre. Det er aldrig set før, at man kobler SoMe og mad på den her måde.

Waiteer vil være landsdækkende

Som et eksempel på noget nyt, nævner han, at hvis du er i gang med at bestille, men ikke rører skærmen i et stykke tid - så kan du ryste telefonen. Og et tilfældigt spisested, der passer til din profil, dukker op som et forslag. En anden feature er, at man kan få maden bragt i en park og ikke længere behøver fast adresse.

App'en skal samtidig styrke Aalborg-virksomheden i planerne om at udvide. I øjeblikket er Waiteer til stede i fire danske byer, og 1. oktober - samme dag som app'en bliver præsenteret - åbner man i Hjørring.

- Målet er, at vi er landsdækkende ved udgangen af 2020. Det vil sige, at vi er til stede i landets 10 største byer, siger Søren Ib Sander.

Waiteer har 130 restauranter tilknyttet. Du kan hente den nye app i App Store og Google Play.

Annonceret indhold

Nyeste