De har allerede butikker i flere andre byer i Danmark

AALBORG: Du kommer ikke til at vente længe på, at Aalborgs nyeste dametøjsbutik slår dørene op. Det er nemlig planen, at en spritny brandstore skal åbne i det tidligere Designværkstedet allerede om få uger.

Det drejer sig om det kun to år gamle brand Marta Du Chateau, der får sin helt egen butik i Aalborg midtby.

- Aalborg skal have et skud, fordi det er tæt på Frederikshavn, hvor vi kommer fra, og så er byen bare dejlig stor og der er mange i det nordjyske, der er vilde med vores produkt, så hvorfor skulle de ikke også være det i Aalborg?, spørger ejeren Peer Buch retorisk.

Udover at være ejer af den nye butik på Boulevarden 9, så ejer han også hele virksomheden Knud E, som står bag den nye butik. Og han glæder sig rigtig meget til at udfolde sig i den nordjyske hovedstad.

Hvor Knud E-butikkerne nemlig er multi-brand-stores, så kommer butikken i Aalborg udelukkende til at forhandle Marta Du Chateau. Det bliver butik nummer to i Danmark af det navn.

Sarah Thun
Der er allerede fuld gang i byggeriet på Boulevarden 9. Foto: Line Ettinger Julsgaard

Det hele startede under corona, hvor Peer Buch pludselig stod med et erhvervslejemål i Frederikshavn uden udlejere. Her valgte han at åbne en lille butik, der havde fokus på det relativt nye dametøjsbrand, og det gik faktisk rigtig godt.

- Det særlige ved Marta Du Chateau er, at vi får nye varer hver 14. dag, så vi er altid med på de nyeste trends, og så mener vi, at det skal være til at betale sig fra, så priserne er nærmest altid mellem 199 og 500 kroner, forklarer han.

I butikken får du mulighed for at shoppe tøj til kvinder i deres bedste alder. Officielt hedder det 35+, men ejeren forsikrer, at der nok skal være noget for enhver smag.

Om der er noget for din smag, må du selvfølgelig selv undersøge. Du finder butikken på Boulevarden 9, og den åbner i starten af april.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...