Salonen bliver del af landsdækkende kæde - mød de nye ejere her

AALBORG: Der vil også fremover være frisørsalon i Vingårdsgade nummer 17, selv om den nuværende ejer Egon Lassen siger farvel og tak i slutningen af januar.

Frisør Lassen og Eriksen bliver nemlig overtaget af Jeanette Brandt og Birgitte Klitgaard Nielsen, der er franchise-tagere i kæden Park - og salonen kommer fremover til at hedde Park Styling.

- Vi glæder os rigtig meget til at åbne i Vingårdsgade, siger Jeanette Brandt, der i forvejen ejer Park By Brandt i Støvring.

- Vi har først og fremmest nogle dygtige frisører, og vi vil derudover tilføre endnu mere luksus og hygge med massagevask, barberchair og caféområde.

Udover salonen i Støvring, hvor hun også bor, er Jeanette Brandt mor til tre børn og har generelt en travl hverdag. Så umiddelbart lå det ikke lige i kortene, at hun skulle stå bag endnu en frisørsalon.

- Men det blev helt afgørende for mig, at det er Lassen og Eriksen, det handler om. Alle kender den salon, den har ligget her længe, og mange har et forhold til den, siger hun, der tidligere selv har boet i Aalborg i en årrække.

- Min tanke var, at man da ikke bare kan lukke Lassen og Eriksen som salon, det går ikke.

Som nævnt betyder ejerskiftet, at salonen bliver en del af den landsdækkende kæde Park - og det er lig med et øget fokus på at værne om miljøet.

- Park er kendetegnet af bæredygtighed. Produkterne er veganske, og vi bruger kun vores egen serie, siger 39-årige Jeanette Brandt.

- Derudover har vi vores eget pantsystem, så man får 20 kroner tilbage, når man afleverer tom emballage. Vi genanvender så meget, som vi kan - og vi prøver at være så grønne som muligt.

Jeanette Brandt er ikke i tvivl om sine forventninger til Park Styling.

- De er, at vi får glade og tilfredse kunder. Og så selvfølgelig at forretningen vækster.

Hun har haft frisørsalon i Støvring de seneste 10 år, og det er også i sin egen forretning, hun har fundet sin nye forretningspartner; her er Birgitte Klitgaard Nielsen nemlig både frisør og uddannelsesansvarlig.

De lægger vægt på, at salonen i Støvring fortsætter som hidtil, og de to vil på skift være at finde i de to forretninger. Park Styling i Vingårdsgade får i første omgang syv ansatte, og indtil videre har tre af de allerede kendte frisører fra Lassen og Eriksen valgt at fortsætte hos de nye ejere.

Frisør Lassen og Eriksen lukker 25. januar, men allerede lørdag 18. januar holder Egon Lassen afskedsreception fra klokken 13 til 16 - alle er velkomne.

Park Styling åbner i Vingårdsgade 10. februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...