Så er der en ny burger hos McDonald's skabt i samarbejde med gourmetkok. Men er den god?

AALBORG: Ambitionerne er høje på McDonald's i disse tider. Først fik vi en gourmet burger skabt af Paul Cunningham. Så fik vi en til, og nu er Cunningham skiftet ud med kokken Henrik Jyrk, og vi har fået endnu en McD gourmet burger.

De første gourmet burgere har været særdeles populære, og noget kunne tyde på, at man forventer, at den tredje burger i rækken også bliver det.

- Alle fortjener mindst én vild smagsoplevelse om dagen, siger gourmetkok Henrik Jyrk om sin nye burger på McDonald's. Men er det så på McDonald's med den nye Tokyo Teriyaki i hånden, at man får den oplevelse?

Vi har testet burgeren, så du ikke behøver. Bogstavelig talt.

Teriyaki, kæmpestor bøf og løgringe

På hjemmesiden skriver McDonald's at den nye HomeStyle burger er sammensat af sprøde onion rings, oksekødsbøf, teriyakisovs, iceberg salat, løg og sennepsmayo i en lækker og blød briochebolle.

Det lyder jo meget lækkert.

Vi vender spændt næsen mod McDonald's på Nytorv, og fem minutters gåtur efter erhvervelsen af burgeren, er vi klar til at pakke den ud og smage.

Anne  Norre og Victoria Skibsted
Der er svært at få øje på teriyaki-sovsen i den nye Tokyo Teriyaki-burger fra McDonald's. Foto: Victoria Skibsted

Ærligt, vi bliver lidt skuffede, da vi pakker burgeren ud af papiret. Den ser lidt slatten ud, selv for en McDonald's burger.

Pyt, vi smager.

Dommen: Hvor er wow-effekten?

Det er en stor bøf, der er i burgeren, og smagen af oksekød træder tydeligt frem. Er man til store bøffer, er det et kæmpe plus. Her er virkelig meget bøf for pengene, særligt for McDonald's, der ikke er kendt for at lave de største bøffer.

- Bollen er god, luftig og lidt sødlig, hvilket passer godt sammen med løgringene og teriyaki-sovsen, siger nu:agent Victoria, - men der mangler lidt dress (dressing, red).

Burgeren smager rigtig meget af sennep. Sennepsmayoen er enormt gennemtrængende i smagen, og den overdøver en lille smule de andre smage i burgeren, og det, synes vi, er en skam.

- Hvis man er til sennep, så er det den, man skal købe, lyder dommen fra Victoria, - men ærligt, så er jeg ikke særlig vild med den.

- Den mangler wow-effekt.

Er du alligevel fristet til at prøve den nye HomeStyle-gourmet-agtige burger af, kan du for 87 kroner få fat i burgeren inklusiv fritter og sodavand.

LÆS OGSÅ: Bedre and Tasty Cheese? Ny Cunningham-burger på McD

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...