Snart åbner ny kombineret café og brugtsalgsbutik på Hadsundvej

AALBORG: En kop kaffe, en sandwich og måske en kjole.

Snart kan du falde ind forbi på en helt ny type café midt i Vejgaard. En gammel drøm er nemlig i fuld gang med at blive til virkelighed for Jill Hasselgren.

Katrine Schousboe
Jill Hasselgren har i ti år drevet Cozy Bar - men sønnen Victors ankomst har fået hende til at sadle om. Foto: Lasse Sand

I den markante hvide ejendom på Hadsundvej 18, som tidligere blandt andet har været hjemsted for en biograf, Blockbuster og senest tøjforretningen Tiff, er hun i disse uger i fuld gang med at indrette en kombineret café og brugt-tøj-forretning med navnet Fætter V Café & Secondhand.

- Jeg er født og opvokset i Vejgaard og har altid drømt om at lave det her. Og samtidig synes jeg, at der mangler en café i området, siger Jill Hasselgren, som tidligere har drevet Cozy Bar på Østerå og i Maren Turisgade.

Men ankomsten af sønnen Victor går dårligt i spænd med at drive værtshus, og derfor er det nu tid til noget andet.

I stedet vil hun med Fætter V - i øvrigt opkaldt efter sønnen - tilbyde, at man kan sælge sit brugte dame- og børnetøj, brugsgenstande og legetøj i kommission.

- Man lejer en reol, som man kender det fra andre steder, og så tager vi så 15 procent på det, der bliver solgt, forklarer hun.

Katrine Schousboe
Lokalet er større end, man lige umiddelbart tror. Foto: Lasse Sand

Foreløbig er der indrettet 60 stande og udlejet de 25.

- Vi er anderledes end mange af de andre steder ved, at vi netop har caféen. Det skal være hyggeligt at komme her, siger hun.

Sortimentet i caféen bliver et bredt udvalg af kaffe, te og varm kakao. Der vil være panini, sandwich og forskellige former for kage. Noget bliver lavet på stedet, noget kommer udefra.

Også børnene er der tænkt på, de får deres egen lille legehule, de kan muntre sig i, mens de voksne drikker kaffe eller ser på tøj.

Fætter V åbner med en reception lørdag 22. februar kl. 12.

Katrine Schousboe
Der bliver omkring 60 stande i Fætter V, hvor du kan sælge dit brugte tøj og ting. Foto: Lasse Sand
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...