Fra i dag kan du se et helt nyt Asger Jorn-maleri på Kunsten. Foto: Kunsten

Asger Jorn forvandlede billigt marskandisermaleri til nyt værk - fra i dag kan det ses i Aalborg

AALBORG: Kunsten på Kong Christians Allé har gjort noget af et scoop.

En donation fra Ny Carlsbergfondet betyder nemlig, at museet kan udvide sin samling af Asger Jorn billeder med endnu et betydningsfuldt værk, skriver museet i en pressemeddelelse.

Maleriet er en såkaldt modifikation - et billigt kopimaleri fra marskandiseren som Jorn har malet ovenpå - og har aldrig tidligere været handlet.

- Maleriet "Flugten fra Egypten" repræsenterer en særdeles vigtig del af Jorns virke, som indtil videre ikke har været repræsenteret på Kunsten. Vi glæder os til at give vores gæster en endnu bredere oplevelse af Asger Jorn og hans omfattende virke, og vi er meget taknemmelige for, at Ny Carlsbergfondet har gjort det muligt, siger Gitte Ørskou, direktør i Kunsten Museum of Modern Art.

Museet i Aalborg er kendt for sin omfattende samling af netop Asger Jorn-malerier, der tæller 70 værker fra 1935-1972. Men museet har hidtil manglet et eksemplar af Jorns kendte modifikationer. Asger Jorn fandt billeder på loppemarkeder i Paris og malede videre på dem med graffiti-agtige strøg og dominerende figurer.

Flugten fra Egypten kan ses på Kunsten fra i dag, 15. september.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...