Og det bli'r endnu varmere den kommende tid

AALBORG: Varmen tager for alvor fat de kommende dage - men allerede nu melder Vestre Fjordpark om ny rekord, når det gælder badevandets temperatur.

Så hvis du er klar til en dukkert, bliver det en af de lunere af slagsen, for temperaturen i vandet har allerede rundet de 23 grader her onsdag morgen. Dermed er årets foreløbige rekord på 22,7 grader fra begyndelsen af sæsonen slået.

- Og det bliver bare varmere og varmere. Jeg forventer, at vandtemperaturen når 25 grader i løbet af de kommende dage, siger bademester Sebastian Prenta.

Sommervejret betyder da også, at der er mange badegæster i Vestre Fjordpark.

- Men de opfører sig rigtig pænt og holder afstand, som man skal. Så der er kun ros til vores gæster, det går rigtig fint herude, siger Sebastian Prenta, der også kommer med et par opfordringer.

- Hold øje med hinanden, når I bader - og husk at drikke rigeligt med væske. Drik vand hele dagen. Og så skal man selvfølgelig huske at bruge solcreme.

Indtil nu har coronarestriktionerne betydet, at du ikke kan bruge vipper og tårn i friluftsbadet - og sådan er det fortsat.

- Jeg har desværre ikke noget bud på, hvornår de åbner igen, siger Sebastian Prenta.

De høje temperaturer gælder ikke kun vandet - her onsdag morgen er lufttemperaturen allerede målt til lidt over 24 grader.

Her kan du se de aktuelle temperaturer for luft og vand i Vestre Fjordpark

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...