Kommunen laver ny garantiordning allerede fra i år

AALBORG: Skal du begynde at læse i Aalborg efter sommerferien og mangler du et sted at bo, så er der godt nyt.

For kommunen indfører nu boliggaranti for alle de nye studerende, der starter i efteråret. Garantien betyder, at nye studerende kommer foran i køen, når det gælder kollegie- og ungdomsboliger med indflytning i tidsrummet 1. august til 15. december, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Indtil de nye studerende får egen bolig, gælder Aalborg Kommunes Tag-over-hovedet garanti. Det betyder også, at man er garanteret et sted at bo fra dag et. Der er dog visse krav, du som ansøger skal være opmærksom på. Garantien er bl.a. tiltænkt enkeltpersoner. Er man to, der gerne vil bo sammen, kan man altså ikke få en bolig via ordningen. Der tilbydes som udgangspunkt kun 1-rums boliger, og man har ikke selv mulighed for at vælge. Man kan heller ikke forblive på garantilisten, hvis man takker nej til en bolig.

- I Aalborg har vi en ambition om at være Danmarks bedste studieby. Vi har en lang række kulturtilbud og oplevelser målrettet de unge - og rigtig mange lækre og nye ungdomsboliger på attraktive beliggenheder rundt omkring i byen, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Boliggarantien skal ses i lyset af, at Folketingets partier har afsat penge til ekstraordinært at oprette 4.500 flere studiepladser de kommende år - heraf 460 i Aalborg og Nordjylland.

- Med endnu flere studerende i byen bliver der pres på vores boligmasse. Boliggarantien giver os et godt redskab til at håndtere og fordele vores mange studieboliger, samtidig med at vi kan reducere tomgangsprocenten mest muligt, forklarer borgmesteren.

Man kan melde sig til boliggaranti-listen fra 1. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...