Quist Wine har slået dørene op til en Italiensk verden

AALBORG: Fredag formiddag slog Quist Wine dørene op til en ny og lækker vinbar midt i Aalborgs nye Gourmet mekka. Den italienske vinspecialist falder naturligt ind blandt restauranter og specialbutikker på Budolfi Plads. Da aalborg:nu kigger forbi denne fredag formiddag hersker der stor aktivitet og den røde løber er ved at være på plads. Inden da har Lene og Kim Quist haft nogle lange dage for at blive klar til åbningen.

- Vi har arbejdet de sidste 3 uger til klokken 22.00 om aftenen for at blive klar. Nu ligger den røde løber der, det var det sidste der manglede for at blive helt klar, lyder fra en meget glad Kim Quist.

Lysten til at rykke ind til byen har været der i mange år. Det, der startede som et lille hobbyprojekt for 9 år siden, er nu også blevet til en vinbar.

- For to år siden rykkede vi ud på Klostermarken og åbnede en lille vinbutik, der holdt åbent i weekenden. Vi ønskede at være de første til at åbne en italiensk vinbar i og med, at vi jo er specialiseret i at importere italienske vine, lyder den logiske slutning fra Kim Quist.

Niels Skovmand
Vinbaren byder på god stemning, allerede inden der er blevet indtaget vin. Foto: Niels Skovmand

Quist Wine er ud over at være vinbar, også et en vinbutik, hvor du kan købe lækre specialiteter og sammen med udvalget af vine, følger der gerne en god historie om vinen. Kim og Lene har stor passion for vinene, og kendskabet til producenterne og produkterne afspejler kærligheden til de Italienske specialiteter.

- Det sidste halve år har vi haft et godt øje til lokalerne her. Så da vi fik mulighed for at flytte ind her, tog vi springet. Det er lidt som at køre ud i friluftsbadet og kravle op i 10 meter vippen og springe ud, fortæller Kim.

Når man træder ind i de mørke lokaler bliver man ramt af den behagelige stemning.

- Da vi begyndte at male lokalerne mørke, var der flere der sagde: Ej hvad har i gang i. Men vi er meget glade for resultatet, lyder det fra Lene Quist.

Niels Skovmand
I baglokalet er der plads til at afholde vinsmagning. Foto: Niels Skovmand

Bagerst i vinbaren gemmer der sig et rum, der er oplagt til vinsmagning og møder. Ud over vinen, kaffen og gin er der også mulighed for at få lille udvalg af oste, oliven og lækre pølser.

- Man kan jo godt få lidt appetit af at drikke vine, og til det har vi ostetallerkener med tre eller fem italienske oste naturligvis. Vi vil ikke tilbyde de store måltider. Vi har masser af gode cafeer og restauranter i byen, der kan klare den del, lyder fra Kim Quist.

Beliggenheden på Budolfi Plads falder godt i parrets smag, og udviklingen af pladsen får rosende ord med på vejen.

- Dengang de startede med at snakke om, at der skulle laves om på Budolfi Plads, tænkte jeg, ej hvad er det de gør ved vores gamle plads. Jeg er opvokset i byen, den skal da bare se ud som den gør. Men jeg må da bøje mig i støvet. Det er fanme flot, fortæller Kim Quist.

Da Lene og Kim havde besøgt af en producent fra Pimonte, konstaterede denne, at vinbaren ligger lige ved siden af duomoen. Det gør den, og Quist Wine har slået dørene op lige ved Budolfi Kirke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...