
Nyd sommeren på Costa del Nordkraft
Ingen sommer uden sydlandske forhold inden døre, komplet med sand, strandmøbler og lyden af bølgeskvulp i højttalerne
AALBORG: Bare tæer i strandsand, varme, læ og tørvejr, is til børnene og et køligt glas i hånden. Lyder det som den perfekte sommer? Så skal du besøge Kedelhallen i Nordkraft, som i en måned omdannes til Costa del Nordkraft med en indendørs sandstrand med strandmøbler og legetøj.
På stranden indbyder Nordkraft Event, Skråen, Azzurra og Biffen til aktiviteter og hygge for hele familien om dagen og events for unge og voksne om aftenen.
Underholdning om aftenen
Stranden åbner 11. juli, og underholdningsprogrammet starter i år 17. juli. Herefter er der hver onsdag Songwriters Beach Club med en række upcoming sangskrivere. Mød blandt andre Ginne Marker, som i 2017 vandt Band Battle på Skråen.
Om torsdagen er der Solnedgangsfilm, og programmet byder i år både på nye film såsom Blackkklansman og klassiskeren The Big Lebowski.
Om lørdagen kan du grine igennem hos Comedy Beach Club – mød blandt andre lokale Christian Bols og Den Sorte Kyllings Improshow.
Hele programmet ligger på nordkraft.dk
Klar, pirat, skattejagt
Til børnene indeholder sandkassen masser af legetøj. Og hver onsdag og lørdag fra 17. juli er der skattejagt klokken 17. Der er gravet gavekort til is og badedyr ned i sandet, og de små pirater skal forsøge at finde dem.
Ved alle arrangementer kan du købe forfriskninger i beach baren. Og hver eneste dag kan du fra morgen til aften slappe af og dyppe tæerne i sandet. Du kan endda gøre det helt uden at spekulere på hverken solcreme eller regnvejr.
Der er som altid fri entré til det hele. Costa del Nordkraft er åben klokken 7-23 hver dag.