De vil skabe en afslappende oase på centralt torv

AALBORG: - Vi er klar, og vi glæder os til at åbne på mandag.

Sådan lyder det med begejstring fra Steen Refer og Dorthe Løvstad, der har overtaget Caféen på Gammeltorv. Stedet har været deres siden 1. marts, og de nåede ikke at slå dørene op, før corona lukkede det meste af samfundet ned.

- Det har givet os god tid til at gøre Caféen klar, siger Steen Refer og fortæller videre, at indretningen mest har handlet om at friske stedet lidt op og gøre det mere hyggeligt med duge og opdækning.

- Vi er jo i en fredet bygning her i den gamle nationalbank, så det er også begrænset, hvor meget vi må ændre.

Tina Larsen
Dorthe Løvstad og Steen Refer vil skabe en lille oase i midtbyen. Foto: Claus Søndberg

Netop den historiske bygning og beliggenheden centralt på Gammeltorv i Folkekirkens Hus har været vigtig for ejerne.

- Det er jo en unik placering, og vi vil gerne skabe en lille oase i midtbyen. Her er sol allerede om morgenen, så vi vil også prioritere udeservering, siger Steen Refer.

Han ejer i forvejen Café Pollys og har tidligere blandt andet stået bag Kaktussen og James Dean.

Til gengæld er det helt nyt for Dorthe Løvstad at være caféejer.

- Steen og jeg har kendt hinanden siden vores unge dage, og jeg har tit talt om, at jeg godt kunne tænke mig en café. Så da muligheden bød sig, slog vi til, siger hun, der har særligt fokus på menukortet.

- Det meste er hjemmelavet, og vi giver nogle af retterne et lille tvist, så man også kan få sandwich af ristet rugbrød eller perlespelt-risotto. Men man kan også få mere traditionelle caféretter.

Brunch finder du dog ikke på menuen.

- I stedet har vi forskellige små retter, for man ser ofte, at for meget mad går til spilde på en brunchtallerken, siger Dorthe Løvstad.

De to har særligt fokus på Caféen her i begyndelsen, men på sigt er det ikke planen, at de får deres daglige gang der.

- Vi har overtaget et dygtigt personale fra de tidligere ejere, så det er de kendte ansigter, man fortsat møder her, siger Steen Refer.

Ejerne ser frem til at slå dørene op og byde gæsterne indenfor på mandag klokken 10.

- Jeg glæder mig til, at vi får liv og mennesker herinde. Vi har skabt et sted, hvor folk kan slappe af og hygge sig, det skal være et pusterum i hverdagen, siger Dorthe Løvstad.

Du finder Caféen på Gammeltorv 4.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...