Den populære restaurant udvider deres åbningstider og er klar med et nyt menukort

Karma Sushi vil fremover åbne dørene allerede klokken 11.30 og dermed give aalborgenserne mulighed for at få deres frokost i restauranten eller som takeaway. Det betyder naturligvis også, at der er kommet et helt nyt frokostkort, der udover sushi, blandt andet byder på flere variationer af den japanske ret chirashi.

Det er Karma Sushis egen Morten Hansson, der har udviklet dem på baggrund af sine inspirationsture til Japan. Han elsker at eksperimentere og går meget op i at bruge nordiske råvarer i sin sushi og chirashi bowls.

Hvis ikke chirashi ringer en klokke hos dig, så er det kort og godt en japansk ret, der består af sashimi (ren rå fisk) på en bund af sushiris med avocado og andre friske grøntsager. Den serveres i en skål, og derfor er der mange steder i Vesten, der kalder retten for en chirashi bowl.

Mange typer chirashi bowls

Morten Hansson anbefaler selv sin Tuna Sesame med tun tataki, tangsalat, okra, forårsløg, radise og syltede miniagurker i spicy misomarinade toppet med sesam og friteret hvidløg, serveret med kryddermarinade og sesamcreme.

Er man mere til laks, kan man vælge mellem Salmon Crunch med laks, crunch, salat, agurk, ørredrogn, radise og avocado med chilicreme og citrussoja. Eller Canadian Lake med laksetatar, wasabi tobiko, tomatcrunch, karse, purløg, okra og vinaigrette, serveret med wasabipurløgscreme.

Er man vegetar eller veganer eller er man bare i humør til at prøve noget nyt, kan man kaste sig over en Vegan Tofu med tempuratofu, tomatcrunch, vinaigrette, avocado, salat, okra og karse toppet med spicy sesam, serveret med gomacreme og citrussoja.

Det helt nye frokostkort indeholder i øvrigt flere grønne og sunde retter, såsom tangsalat, okrasalat og svampeconsommé.

Nyt aftenkort

Karma Sushi lancerer også helt nyt aftenkort. Det indeholder klassikere som sashimi, nigiri og ruller men også setmenuer, der gør, at man kommer godt rundt i menukortet og kan smage forskellige retter. En af dem er Kejserens setmenu med oksekød for dem, der ikke er til fisk eller skaldyr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...