Jacob Blasius arbejder for at studerende i tryghed kan møde hinanden, universitet og byen

AALBORG: Jacob Blasius er studenterspolitisk ordfører i Studentersamfundet, og han er involveret i velkomst og arrangementer for de 4500 nye studerende, der snart begynder på Aalborg Universitet.

Selv læser Jacob Blasius Sprog og internationale studier, og han går i gang med 5. semester her efter sommerferien. 23-årige Jacob Blasius er født i Aalborg, men har ellers boet i Kolding, inden han vendte tilbage hertil for at studere.

Tina Larsen
Foto: Claus Søndberg

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

Så tænker jeg studieby, venner og Studentersamfundet

Jeg kom til byen for at læse, så for mig er uddannelse virkelig symbolet på Aalborg.

Som så mange andre kendte jeg ikke rigtig nogen i byen, men det var kun den første tid, for man møder så hurtigt folk i Aalborg.

Alle finder nok de fællesskaber, der passer til dem, og Studentersamfundet blev stedet, hvor jeg fandt et fællesskab.

Hvilke steder i byen betyder noget særligt for dig?

Så må jeg nok sige Studentersamfundet, selvom det ikke kun er ét sted.

For mig er Studentersamfundet stedet, hvor studerende har mod nok til at sige, at en studiestart - det kan vi da godt finde ud af at planlægge. Eller uddannelse - det kan vi da godt være med til at forbedre.

På den måde er hele Aalborg nok blevet et sted, der betyder noget særligt for mig, for der er studerende alle steder, og derfor er Studentersamfundet også alle steder.

Tina Larsen
Foto: Claus Søndberg

Hvad lægger I vægt på, når I planlægger en god studiestart?

Det vigtigste er at skabe et fællesskab, hvor de nye studerende i tryghed kan møde hinanden, universitet og byen.

Studiestartsperioden handler om at gøre studielivet til ens eget. Når vi planlægger studiestarten, er det de her ting, vi vægter, når vi arrangerer studiestartsdagen, oplærer tutorer og afholder studiestartsfesten.

Lige i år er alting vendt lidt på hovedet, da fællesskaber normalt skabes ved at bringe folk tæt sammen. Det kan vi jo af gode grunde ikke i år.

Fokus har så været på at skabe de lokale fællesskaber på studierne. Det bliver en anderledes studiestart, men jeg tror på, at den bliver god alligevel.

Hvordan er Aalborg som uddannelsesby?

Da jeg valgte Aalborg, betød det meget, at universitet vægtede gruppearbejde og det virkelighedsnære.

De to ting, føler jeg, også er afspejlet i dem, der studerer her. Folk kan lide at løse virkelige problemer i samarbejde.

Min oplevelse er, at det er en by, hvor der er plads til forskellighed, og hvor folk er gode til at anerkende fordelene i at have forskellige baggrunde og kompetencer.

Hvorfor er Aalborg den fedeste by at studere i af dem alle?

Det er en by, som er stor nok til at have alt, hvad man skal bruge, samtidig med at den er lille nok til, at alting er indenfor rækkevidde.

Det er en by med en bred vifte af kultur- og foreningstilbud, men det er også en by, hvor man på en spadseretur langs havnefronten kan møde overraskende mange, man kender.

De her ting giver byen et udsyn og en tryghed, der passer godt til en by at studerede i.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig i dit arbejds- og privatliv?

Her må jeg nok vende tilbage til Studentersamfundet, for det har virkelig været stedet, hvor jeg har arbejdet sammen med nogle af de skønneste folk i min studietid.

Jeg kan gode lide at læse og gå til forelæsninger, men det fællesskab, om at skabe bedre uddannelser og afholde sociale arrangementer, har bare været så enormt givende for mig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...