Sådan kommer de nye villaer til at se ud. Tegning: N + P Arkitektur
Livet her

Nye villaer uden træls havearbejde

Otte nye villaer til børnefamilier på vej i Gug

13. oktober 2017 kl. 11:20

AALBORG: Frost & Kjøller Ejendomme vil opføre otte fritliggende villaer i to plan på Elektravej i Gug med fokus på at bo tæt på naturen og tilbringe kvalitetstid sammen i børnefamilien.

Projektet er udviklet af Frost & Kjøller Ejendomme, som har fået hjælp af N+P Arkitektur til at tegne projektet og ejendomsmægler Estate Rold og Koch står for salget af de indflytningsklare villaer.

- Det er sjældent at finde arkitekttegnede og nøglefærdige villaer egnet til børnefamilier, der koster det samme som et helt almindeligt typehus til knap fire millioner kroner, fortæller partner Anne Mette Frost fra Frost & Kjøller Ejendomme.

Villaerne ligger højt i terrænet og tæt på skovbrynet, som danner rammer for et nyt boligkvarter uden afgrænsede haver. På den måde bliver der heller ikke anledning til uenigheder med naboerne om højden på hækken, da området består af åbne fællesarealer, hvor udsynet ikke generes af ligusterhække eller høj beplantning.

- Det vil ikke være lyden af plæneklippere, hækkesakse eller kantfræsere, der spolerer idyllen og forstyrrer samtalen på husenes tagterrasser med udsigt til de grønne områder imellem Gug, Sønder Tranders og Gistrup. I det hele taget oplever vi i øjeblikket en stor interesse for vedligeholdelsesfrie huse uden tidskrævende havearbejde, fordi det appellerer til travle folk, som foretrækker at komme hjem efter arbejde for at koble af, tilbringe tid sammen eller kaste sig over fritidsaktiviteter, forklarer indehaver Tanja Rold fra Estate Rold og Koch.

N+P Arkitektur står bag ideen om at trække naturen ind i området og endda helt op imellem husene. De kubiske boliger er placeret som øer i det grønne landskab, så naturen støder helt op til villaerne. Materialevalget og farvesammensætningen på husene forholder sig til omgivelserne med mørkegrå pudsede facader og cedertræ som de dominerende materialer.

Salget af skovhusene på Elektravej er i fuld gang fra september, og husene på 150 kvadratmeter forventes at være indflytningsklar i oktober 2018.

Annonceret indhold

Nyeste