Hele byen er inviteret med, når DGI, kommunen og en række aktører holder Street Attack

AALBORG: Skate, løbehjul, parkour, street workout, street art og meget mere. Du får masser af aktiviteter at vælge mellem og prøve, når Aalborgs havnefront i slutningen af august kommer "under angreb".

Det er gadeidrætsprojektet Street Attack, som hen over sommeren skal rundt til seks nordjyske kommuner - blandt andet Aalborg.

- Det er første gang, det kommer til Nordjylland, og det bliver en fest, siger René Melvad Jørgensen, der er programleder hos DGI Nordjylland.

Det er netop DGI Nordjylland, der sammen med Aalborg Kommune og en række lokale aktører, står for Aalborg-delen af projektet.

Katrine Schousboe
Der bliver ti forskellige discipliner repræsenteret ved Street Attack i Aalborg. Foto: DGI

Workshops og kunstnere

Ideen er, at alle kan komme forbi Havnefronten og prøve forskellige gadeidrætsformer fredag 30. august. Der vil også være workshops og garvede skatere, kunstnere m. fl., der giver smagsprøver på, hvad de kan.

- Gadeidræt er stadig det nye sjove blandt unge, og meget af det foregår egentlig efter et mesterlæreprincip, hvor man ser, hvad de andre kan og lærer af det, siger René Melvad Jørgensen og understreger, at selv om de 10-30-årige er den primære målgruppe, så er alle velkomne til arrangementet - om man er begynder eller øvet. Man skal bare huske at medbringe sit eget udstyr på dagen.

Katrine Schousboe
Fordi meget gadeidræt bygger på, man lærer af hinanden, vil der også være f.eks. garvede skatere til stede, man kan få fif af. Foto: DGI

Skal være løftestang

Det er selve eventen, der er omdrejningspunkt for Street Attack. Men projektet skal også bruges som løftestang til generelt at udbrede gadeidrætten ved at lokale aktører, klubber og foreninger og kommunen bliver koblet sammen med f.eks. skoler og ungdomsskoler.

- Det skal ikke bare være DGI, der kommer med en karavane og kører igen. Her skal der som optakt til eventen skabes en masse relationer, som gerne skal fortsætte og give fornyet liv til gadeidrætten. Det bliver det fundament, vi kan arbejde videre på, når vi efter eventen skal finde ud af, hvad der skal ske i resten af 2019 og næste år, forklarer han.

Oprindelig var Street Attack-projektet en del af Aarhus Kulturby, men det blev så stor en succes, at det nu er bredt ud til hele landet. Hen over sommeren 2019 er det altså Nordjylland, der står for.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...