Caféen præsenterer nyt koncept - og vil være områdets nye samlingssted

AALBORG: Byen har fået en ny café; på Gugvej har Hotdog & Potato netop budt de første gæster velkommen.

- Vi har et helt nyt koncept, hvor vi tilbyder forskellige slags ovnbagte kartofler med fyld, siger Natali Smith.

Hotdog & Potato er ejet af hendes mand, Firas Smith, der også står bag pizzeriaet Happy Times, der holder til i nabobygningen. Han har tidligere ejet Spicy på Boulevarden, mens det er nyt for Natali Smith at være med til at drive en café.

Tina Larsen
Natali Smith glæder sig til at byde gæsterne velkommen i Hotdog & Potato. Foto: Lars Pauli

- Ideen med at satse på ovnbagte kartofler er min. Jeg fik den, da jeg smagte dem i København, siger hun.

- Jeg kan selv rigtig godt lide kartoflerne, og jeg synes, at Aalborg mangler et sted som vores.

Kvalitet og service

For parret handler det også om at skabe et samlingssted i bydelen, hvor de selv bor med deres fire børn.

- Vores mål er, at gæsterne skal føle sig hjemme her, siger Natali Smith.

- Vi mangler et sted i Gug, hvor man kan mødes med sine venner og sidde og snakke mens man hygger sig. Eller måske bare selv har lyst til en kop kaffe og et stykke kage.

Derudover er der sandwich og brunch på menuen - og som navnet antyder: hotdogs.

- Både pølser og kartofler er en del af dansk kultur, og det vil vi gerne kombinere, siger Natali Smith.

Tina Larsen
Kartoflerne bliver tilberedt i en speciel ovn, der sikrer smag og konsistens. Foto: Lars Pauli

Selv om det meste er klassisk tilberedt, finder man dog også enkelte elementer fra hendes hjemland, Libanon. Blandt andet de hemmelige krydderier der giver kylling og kebab en særlig smag - eller brunchens pandekager med zaatar, der er en blanding af sesamfrø, olie og timian blandet med krydderiet sumak.

- Jeg har brugt meget tid på at eksperimentere med, hvad der smager godt, og hvilke ting der passer godt sammen. Man kan ikke bare mikse alt muligt, siger Natali Smith.

- Og vi lægger meget vægt på, hvad vores kunder synes, så vi videreudvikler hele tiden.

Netop gæsterne er i centrum.

- For os hænger kvalitet og service sammen. Hvis ikke kunderne føler, vi tager godt imod dem, så kommer de måske ikke tilbage, siger Natali Smith.

Tina Larsen
Et mål med Hotdog & Potato er at blive et samlingssted i Gug. Foto: Lars Pauli

Hotdog & Potato har netop slået dørene op på Gugvej 186, der er åbent mandag til lørdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...